Forside af bogen På sit yderste

Minder om liv

09.12.19
På sit yderste begynder der, hvor livet tilsyneladende slutter: En navnløs kvinde får en hjerneblødning og svæver mellem liv og død. Men hvad der kunne have været en slutning, er her en begyndelse. For selvom hun ikke længere kan tale eller bevæge sig, så kan kvinden stadig mindes. Romanen består af en urolig strøm af disse minder, der tilsammen danner et flimrende, farverigt billede af et liv. Og af det menneske, der har levet det.

Anmeldelse af Daniel Boysen: På sit yderste, udgivet på Jensen & Dalgaard d. 3. oktober 2019
Anmeldt af Camilla Weber Farver

”Hun ville ønske, det var muligt at vågne, at disse steder eksisterede uden for hende. Hun ville gerne fortælle om, hvordan man kan rejse i sit eget liv, når man ligger på sit yderste.” 
I På sit yderste er grænserne mellem fortid, nutid og fremtid udviskede. Særligt nutiden er som en dis. Den forsvinder næsten helt mellem minderne, der får lov til at flakke omkring som ubeslutsomme sommerfugle. Ofte glemmer man helt, at kvinden faktisk ligger på hospitalet, faretruende tæt på døden. Man bliver – ligesom kvinden – revet ud af tiden og hvirvlet rundt i et univers uden kronologi. Det lyder måske kaotisk, men det er faktisk ikke svært at følge romanens forløb. Måske skyldes det, at kvindens væsen er så tydeligt til stede i alle scenerne. På trods af romanens flimren tegnes der nemlig et ganske tydeligt – og meget fint – billede af dens hovedperson. Særligt billederne fra hendes barndom er klare. Et minde om at løbe på heden sammen med hendes bror beskrives for eksempel sådan her: 

”Heden bærer en uendelighed i sig. Hun løber efter sin lillebror, håber på hans opmærksomhed. Hvert øjeblik kan han falde, hun spænder i armen og holder begge kroppe oppe, solen udvisker horisonten, mens de bevæger sig fra bakkedrag til bakkedrag.”

Men det at mindes er ikke bare en behagelig, nostalgisk oplevelse. For hjerneblødningen manipulerer minderne, så kvinden ikke længere ved, hvordan eller om de virkelig fandt sted. Forrådt af sit eget sind er hun overladt til hjerneblødningens kompromisløse strømme. Som læser kan man derfor aldrig rigtigt være sikker på, om kvindens erindringer stemmer overens med virkeligheden eller ej. Men at fjerne sig fra nutidens virkelighed betyder ikke at fjerne sig fra verden. Tværtimod: kvinden ser verden fra alle mulige ledder og kanter, når hun mindes den. Især er en kærlighed til naturen nærværende gennem hele romanen. Det er, som om hovedpersonen altid har det ene øje fæstnet på himlen, træerne eller havet. Men kærligheden til naturen er ikke betingelsesløs, for langsomt, gennem fragmenter af minder, går det op for læseren, at kvindens lille datter druknede i Vesterhavet på en sommerdag. Sorgen er derfor også tilbagevendende gennem hele romanen. 

Som et farverigt maleri 
Det er især Daniel Boysens helt særlige sprog, der gør På sit yderste til en skøn og rørende læseoplevelse. Der hersker en poesi i det, som på én gang er jordnær og fantasifuld. Især i de minder, hvor kvinden er et barn, får fantasien frit løb i noget, der kunne minde om bevidsthedsstrømme: 

”Disen indhyller træerne længst ude og ophæver horisonten, og træerne kunne fortsætte langt ud i universet, det kunne de, stjernerne kunne sidde i træerne og vente på at lyse, hun har lyst til, at de skal blive her indtil det bliver nat, så hun kan se, om stjernerne er vokset ind i træerne på jorden.”

Siderne vender nærmest sig selv, når sproget flyder i så fine og finurlige mønstre. Særligt sætninger og ord som ”Savnet skyder op i hende som stilke” og ”skælvende drømme” kan mærkes. Og da kvinden lander i mindet om sin egen, lille datters begravelse, er det intet mindre end kuldegysningsfremkaldende.  

”Datteren ligger derinde, i den lille kiste, og er ikke længere et lys i verden. Sjæleringningen begynder. De kaster jord og blomster og alt føles som vand og bølger.” 
Med På sit yderste har Daniel Boysen skabt et værk, hvor fine nuancer og iagttagelser svæver imellem sorg og traumer. Den flimrende, glimtvise komposition minder nærmest om et impressionistisk maleri – et meget levende og farverigt et af slagsen. 

Materiale