Bål, brand og børn af bivoks

Omdrejningspunktet for Voksbarnet er de virkelige hekseforfølgelser, der fandt sted i 1600-tallets Danmark, nærmere bestemt på Sydfyn og i Aalborg. Hovedkarakteren er den virkelige adelskvinde, Christenze Kruckow og en gruppe kvinder, der anklages for trolddom og dødsdømmes ved bål, brand og halshugning. I virkeligheden er det, kvinderne anklages for, blot noget af det, som støder den patriarkalske samfundsorden allermest; kvinder, der skejer ud. Men selve fortælleren i romanen er et såkaldt voksbarn, en slags datidens voodoo-dukke lavet af bivoks.

Det alvidende voksbarn

Voksbarnet er selve roden til Christenzes trolddomsrygte, der tvinger hende til at forlade Sydfyn og drage til Nordjylland, i håbet om at ryste rygtet af sig. Hendes skabelse af voksbarnet hænger nemlig som en farefuld anklage over hende, som hun forsøger at flygte fra. Et voksbarn var nemlig en magisk artefakt, der blev skabt for at skade en specifik person. Og det er gennem netop voksbarnets sansninger, at fortællingen om Christenze og de andre kvinder udfolder sig. Med sine blinde øjne og stumme mund sanser og fornemmer voksbarnet sine omgivelsers dysterhed og mystik. Det kan høre og se ting, som ingen andre kan. Centralt for romanen er forfølgelsen og den bogstavelige heksejagt af kvinderne, som står over for et patriarkalsk og overtroisk samfund, hvor frie og skamløse kvinder forbindes med Djævlen selv:

“De læste i deres dæmonologier, bøger om djævlen, og der stod: Kvinden er lettest at friste for satan, for hun er svagere end manden både i krop og sjæl. Og de læste: Kvinden er et ondt og ufuldkomment dyr. Når en kvinde græder, er det for at snyde manden. Og de læste: Når kvinden tænker alene, så tænker hun kun ondt.”

Altså agerer voksbarnet talerør for kvinderne og deres trange vilkår og bliver en art magisk allieret. Et talerør, som kvinderne ikke selv havde i 1600-tallet, hvis grumme ansigt voksbarnet afslører i skæret fra utallige flammende bål.

Forrygende, frygtindgydende forarbejde

Voksbarnet er ikke en roman, der er skrevet ud fra fri fantasi og forestillingsevne. Til grund for den frygtindgydende roman ligger nemlig et kæmpe forarbejde fra Ravns side. Ved at dykke ned i arkiver, tale med eksperter og selv udøve trolddomsritualer fra romanens samtid har Ravn tilegnet sig en enorm viden om og forståelse for den tidsperiode og verdensopfattelse, som hendes roman skildrer. Et af flere eksempler på Ravns research er siderne med gamle overtroiske remser, såsom denne:

“Vil du, at en kone skal fortælle sin mand alt i søvne, skriv din kones navn på en ny lærredslap, og læg denne tillige med leveren af en hane under hendes hoved, uden at hun ved det, så siger hun dig alt, hvad hun ved, når du spørger hende.”

Ved at inddrage virkelige kilder (dog omskrevet til nutidigt sprog) lader Ravn fortidens grusomhed og overtro tale for sig selv. Voksbarnet består dermed både af en fængende, fiktiv prosa med virkelige, historiske personer fortalt af voksbarnet samt remser og uddrag fra fortidskilder. Tilsammen giver det romanen en dunkel, magisk og myrekrybende stemning.

Projektet til minde om

Det skinner tydeligt igennem, at Ravn har haft meget på hjerte i sit arbejde med netop denne roman. Hendes afsøgninger af kilder og umage med at støve så mange virkelige navne som muligt frem bærer præg af ømhed og omsorg for de kvinder, der måtte lade deres liv for falske fordømmelser og anklager. Forud for Voksbarnets udgivelse har Ravn også lavet en DR podcast ved navn Onde Anna, der omhandler selvsamme tidsperiode og emne. Resultaterne af researchen og bearbejdelsen af fortidens heksebrændinger er lige så vigtig og øjenåbnende, som den er bestialsk – lad dette citat om Maren Kneppis’ død på bålet stå som eksempel:

“Så bliver Maren slap, selvom øjnene er åbne. Karen ser sin mors øje blive så underligt orange indefra. Og så eksploderer de i varmen.”