I vores familie dør kvinderne unge

Alle kvinder i Selmas familie er døde, før de er fyldt femogtres år: oldemor, mormor, mor. Derfor er det en særlig dag, da hun vågner på sin seksogtresårs fødselsdag.  ”Ja, må hon leva! Ja, må hon leva! Ja, må hon leva uti hundrade år!” synger datteren Olga med en morgenbakke i hånden og lagkage på sengen. Da Olga må videre på arbejde, sender Selmas søster, Stella, en besked: ”Vi ses på badebroen! Længe leve Selma!” Men den kolde vind i april får Selma til at takke nej til søsterens morgendyk-tradition; ’festen for cellerne’ er ikke for Selma: ”Det regner, og jeg ligger godt her”, skriver hun. Sengen er varm, i sengen har hun det godt. Det banker på døren, men Selma ønsker ikke at åbne, blot blive under dynen med smeltende makron på tungen. Det banker på igen, og Selma får viklet sig ud af sengen. Det er blomsterbuddet, en buket af frodig løvemund og krysantemum fra de tre kusiner i Göteborg, Marre, Kirre og Lis. Tilbage i sengens bløde skyer, tænker hun for sig selv:

”Min Oldemor blev femogtres, den højest kendte alder blandt kvinderne i min mors familie. Hvis de så mig her i sengen, seksogtres og omgivet af blomster, ville de græde i deres grave? Af lykke eller af skam?”

Dagen fortsætter med en sandwich hos vennen, Vanja. Selma ser tilbage på barndomsferierne i Danmark med Stella; på Olgas svar fra hospitalet, da hun skulle testes for familiens sygdom; på ekskæresten Holger, som Olga havde fundet til Selma, engang da Olga selv gik i gymnasiet og havde kærestesorger. Ligesom blomsterbuddet alligevel blev lukket ind, skriver Selma en besked til søsteren, og snart efter er de ved badebroen. Dagen går langsomt og bliver hele tiden holdt op på tidsangivelser; 9:15, 14:37, 18:40. Om aftenen er de alle samlet, Selma, Olga, Vanja, Stella og Stellas kæreste, Mårten. Dagen er overstået, skuldrene sænkes:

”Stærk espresso, nu flyder venligheden igennem mig, jeg lægger hånden på Olgas arm. Vi har passeret mørkets frembrud, det er en lettelse at være på den anden side. Jeg ser ind i Olgas ansigt, og vi griner, lettelsen findes også i hende. Nu vil jeg spise min dessert og tage hjem. Gå i seng og sove og vågne op og gå over til Vanjas, det er alt, hvad jeg ønsker, ingen lykønskninger, ingen blomster, ingen særlige hilsner til mig. Bare kaffe og lyden af espressomaskinen, af bønner der bliver malet, af mennesker der kommer og går, midt i deres egne liv.”

Kedsomheden, dagene og livet

Ensomheden lægger sig som et tyndt lag over siderne. Eller måske rettere: kedsomheden. Det er Selma, der er romanens fortæller, men der sker intet i hendes liv. Derfor hører vi om menneskene omkring hende: Stella i kollektivet med sin kæreste og den kraftige, røde læbestift, som Selma kun låner til sin fødselsdag. Olga, der rejser verden rundt med sin veninde og sender postkort til Selma, hver gang signeret med et nyt sted, dato og et O. Og Vanja, nonbinær, med egen café, der skal til at flytte sammen med sin nye, tyske kæreste Monika. Deres liv er fyldt med nyt. For Selma går dagene blot:

”Gad vide om hele lejligheden er begyndt at lugte af mig, om alle andre end jeg selv kan lugte det. Er jeg den gamle kone nu, hende der åbner døren, og en odør rammer én, det er svært at afgøre, om det er mad, eller om det er menneske, men det lugter skarpt, og man mærker en modstand i kroppen, man vil ikke ind i den lugt, bekymret for, at den vil sætte sig i håret og tøjet, men man går ind alligevel, af høflighed over for den gamle kone, der længes inderligt efter besøg.”

Det er – desværre – som om, at Selmas kedsomhed træder ud ad siderne og ind til læseren. End ikke det flotte sprog kan redde følelsen. Først halvvejs igennem romanen, da Selma sætter sig for selv at skrive til Olga om sit liv, sit tidligere liv som ung kvinde, begynder læseren at komme ind bag karakteren Selma. Det er en skam, at det først er her, der skabes den relationen mellem læser og fortæller, som skulle være blevet etableret fra første side. Sproget liver op, bliver legende, og de svære tanker om sygdom, ungdom, liv og død, som læseren har hungret efter, bliver omsider serveret. En seksogtres årig kvinde får sjældent lov til at være hovedkarakter og fortæller i en roman. Så når læseren endelig får adgang til fortællerens indre, guffer hun siderne i sig – som Selma guffer makronkage i sig i sengen, mens livet går videre.