Mens han gik tur med sin datter i barnevognen i foråret 2018, skrev digteren Rasmus Nikolajsen de fineste, sitrende, små haiku. Den korte, japanske digtform skærer helt ind til benet, men alligevel er der plads til læssevis af betydning og skønhed, når en rigtig mester folder sig ud. Kærligheden til datteren, følelsen af forår og forundringen over den natur, der ikke er, skinner igennem den stramme metrik.
