Mystiske Murakami

De fem noveller udkom oprindeligt helt tilbage i 2005, og handler om en række mystiske hændelser og forskellige former for tab. Endnu engang trækker Murakami os ind i et univers, hvor ikke alt lader sig beskrive, og hvor noget mærkeligt konstant lurer under overfladen. 

Novellesamlingen består af fem noveller: ”Tilfældets rejsende”, ”Hanalei-bugten”, ”Hvor jeg nu vil kunne finde det”, ”Den nyreformede sten, der flyttede sig hver dag” og ”Shinagawa-aben”. Alle kredser de omkring dét at miste i den ene eller anden forstand – om det så er en søn, en sten eller endda sit eget navn.

Mystiske hændelser

Samlingen starter noget ukonventionelt med en henvendelse direkte fra fortælleren - eller måske endda forfatteren selv:

”Jeg = Haruki Murakami, som er forfatteren til denne novelle. Det her er hovedsageligt en historie fortalt i tredje person, men først stikker fortælleren lige hovedet frem (…). Jeg tillader mig at stikke hovedet frem, fordi jeg føler, at det er vigtigt at fortælle om et par mystiske oplevelser, jeg selv har haft. Faktisk har jeg haft ikke så få af den slags i mit liv”

Herefter fortæller Murakami om to mystiske oplevelser, han selv har haft, som på den ene eller anden måde har ændret hans liv. Han sætter desuden ord på kompleksiteten i at være forfatter af fiktion, der lever af at opfinde, men også selv have oplevet mystiske hændelser, der ikke umiddelbart kan forklares rationelt – noget der næsten altid bliver mødt med skepsis og undvigende blikke. Denne introduktion, som på mange måder kan tolkes som om, den kommer direkte fra forfatteren selv, giver et ekstra lag til bogen. Den fik mig til at sidde tilbage med en følelse af, at virkelighed og fiktion på mange måder flød sammen – en god og interessant indgangsvinkel til en bog, der netop handler om, at virkeligheden ikke altid er, som den ser ud.

At miste

I ”Hanalei-bugten” mister Sachi sin søn, da han kun er 19 år gammel og bliver angrebet af en haj, mens han er ude at surfe. Hvert år tager hun tilbage til det sted, han blev dræbt – måske for at søge efter en mening med sit tab? I ”Hvor jeg nu vil kunne finde det” forsvinder en kvindes mand pludseligt, og hovedpersonen bliver ansat til at hjælpe med at finde ham. I sin søgen går det op for ham, at han måske i virkeligheden slet ikke ved, hvad det er, han leder efter. Er det en dør, en elefant, en donut eller en paraply? Han kan blot håbe, at han ved det, når han ser det. Og i ”Shinagawa-aben” har vi at gøre med en abe, der ikke kan lade være med at stjæle menneskers navne. Fælles for alle novellerne er karakterens konstante søgen, som til tider kan føles umulig eller endda meningsløs - og hvad gør man overhovedet, når man så finder det?

Som der står på bagsiden:

”Murakami har i et interview udtalt, at mange af hans noveller er struktureret omkring det at miste noget, herefter at søge det og finde det – og som følge heraf at blive klogere på sig selv, men ikke nødvendigvis lykkeligere.”

Murakamis forfatterskab

Jeg har efterhånden læst mig igennem det meste af Murakamis forfatterskab og er nok dét, man vil betegne som fan. Dette er hans anden novellesamling, jeg har læst, og nydt, men jeg må nok desværre bare erkende, at jeg bedst kan lide hans romaner. Murakamis romaner har en langsommelighed i sig; de giver sig god tid, uden at være kedelige. Der sker ikke så meget, men man bliver stille og roligt trukket ind i hans univers, hans sprog, stemningen. Man overtager sindstilstanden hos karaktererne i hans romaner, fordi han skriver så dragende og overbevisende på samme tid. Novelleformatet giver efter min opfattelse ikke plads nok til at lade sig opsluge på samme måde, som hans romaner kan det. Når det så er sagt, tager jeg alt det Murakami, jeg kan få – og denne novellesamling er helt klart en anbefaling værd.