Maskulinitet til revidering

14.02.23
Maskulinitetens mangefacetterede og omdiskuterede væsen er omdrejningspunktet for teksterne i Geir Gulliksens nye essaysamling, 'Hvis jeg var mand'. Gulliksen hiver sin egen og samfundets forståelse af maskulinitet op med roden for at inspicere den fra flere vinkler og nærme sig et mindre ensformigt og kategoriserende billede af fænomenet.

Maskulinitet og mandighed forbindes som oftes med styrke, agens og hårdhed, hvor det feminine og kvindelige modsat falder under betegnelser, som svaghed, passivitet og blødhed. Sådan oplever Gulliksen det i hvert fald, når han, som person af kønsidentiteten mand, bevæger sig rundt i samfundets kønsnormative strukturer, der kan være svære at gøre op med og bryde ud af. For ham er kønsnormerne diskriminerende og fængslende for både mænd og kvinder.

Man er mand, søn, ægtemand, far

Gulliksen er en midaldrende mand med et liv fyldt med erfaringer i rygsækken. Han er søn til en far, han ikke har ønsket at følge i fodsporene af; han har i sit kærlighedsliv sporet sig frem til at gifte sig og blive ægtemand; han er senere hen selv blevet far til intet mindre end fem børn, hvis mor han igen har måtte lade sig skille fra. At være mand er altså ikke en entydig ting for Gulliksen, men noget der gennemleves på flere planer og i forskellige relationer. Det er at finde sin egen identitet i skyggen af sin fars traditionelle maskuline fremtræden for at finde og acceptere noget mere følsomt og feminint i sig selv. Det er at indse bruddet med sin nu ekskone og dermed at indtage den givne rolle som den af skilsmisseforældrene, der får mindst tid og nærvær med sine børn:

“Når du ikke længere ser dit barn hver dag, går noget af kontinuiteten i relationen tabt. Den naturlige nærhed mellem forældre og børn ændrer sig, nogle gange opstår der en uvant fremmedhed.”

At tisse siddende og generobre røde paraplyer

Mange af Gulliksens essays omhandler netop den problematik, som kønsnormerne har for mænd, der ikke føler sig hjemme i den traditionelle, faststøbte maskulinitet og tilhørende forventninger. Han beskriver sig selv som en blød og følsom mand, der sidder ned og tisser og gladeligt lytter til Trilles musik fra 60’erne om kvindekamp og søsterskab. Gulliksen slår et slag for at revidere den maskulinitet, som hele vores patriarkalske samfund er bygget op omkring – at afsløre dens iboende selvmodsigelse, så den kan revideres og generobres:

“Men hvad er det for en mandlighed der kan tåle så lidt? Hvor mandigt er det at være ude af stand til at gå med en lille rød paraply? Ikke at kunne sidde på passagersædet ved siden af en kvindelig chauffør uden at føle sig kastreret? Forholder det sig sådan at den klassiske mandlighed har en indbygget selvmodsigelse, at den gør sig stærk og utilnærmelig for at beskytte en indkapslet svaghed?”

Førstehjælp til ligestilling

Ikke alle Gulliksens essays er lige revolutionerende og åbenbarende. Det siger lidt sig selv, at de fleste nu om dage går ind for ligestilling og har et mere inkluderende syn på kønnenes måder at udfolde sig på. Alligevel synes jeg, de alle kan noget, både alene og ikke mindst i sin samlede helhed som værk. Hvert essay indrammer sin egen lille fortælling og problemstilling, hvor indgangsvinkel og fremgangsmåde er både nysgerrig og søgende, velargumenteret og reflekterende. På mange måder er Hvis jeg var mand en perfekt førstehjælp til diskussionen omkring ligestilling og problematikkerne i kønsnormerne – og så er det spændende at få det hele fra en mands perspektiv, som har respekt for både sig selv, andre mænd og særligt kvinder:

“Hvis mandligheden kun kan overleve såfremt kvinder bliver holdt nede, må der være noget galt med mandligheden. Måske er det de tryggeste mænd der har taget ligestillingen til sig, og som ser at den ikke kun er nødvendig for kvindernes vedkommende, men også god for dem selv?”

Anmeldelse af Geir Gulliksen: Hvis jeg var mand, udgivet på Gutkind d. 11. januar 2023. Oversat fra norsk af Niels Lyngsø.

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard.

Materialer