Hadet kan vi (aldrig) glemme

08.03.21
I 1941 får en 23-årig Tove Ditlevsen udgivet debutromanen Man gjorde et barn fortræd. Her - 80 år efter – er den blevet genudgivet i Gyldendals klassikerkollektion, hvilket minder os om, hvor ultrarelevant den stadig er!

En vigtig fortælling om sorg, overgreb, angst og svigt, der ikke blot taler ind i en moderne kønsdebat, men også løfter sig og viser mennesket i al sin afmagt og ensomhed, styrke og smerte. 

Anmeldelse af Tove Ditlevsen: Man gjorde et barn fortræd, genudgivet på Gyldendal d. 12. januar 2021
Anmeldelse af Anna Ramsing Lindhardtsen 
 

Den urovækkende, kropslige angst er den, der står stærkest tilbage, når sidste side af Man gjorde et barn fortræd er vendt. Som læser følger man 19-årige Kirsten, der med sanserne spændt ud over hele koppen lever i en konstant frygt. Frygten følger hende som en skygge, hvor end hun går, og dens oprindelse er skjult for hende selv og os som læsere. Netop dette gør det svært at lægge romanen fra sig; for hvad er Kirsten så bange for? Angsten forbinder hun med en ansigtsløs mand, og hun kæmper for både at huske og glemme, da hun en dag mærker et par øjne hvile på hende: 

”Nogen så på hende, intenst og længe. Hun mærkede en ubehagelig strammen i nakkemusklerne, der tvang hende til at dreje hovedet og se – hun blev svimmel, da hun så ind i de øjne.”

Kirstens angst bliver beskrevet klart og sikkert, instinkterne er lysende og troværdige. Sproget er ikke smurt til med lyrisk konfekt, trods Ditlevsens poetiske baggrund, men glider rent og præcist over siderne, så man som læser let bliver fanget i hver scene. Man bliver fanget, når Kirsten sidder i sit barndomshjem og kvæles i stilheden fra sine overbeskyttende forældre, eller når hun er til fest med sin sprudlende veninde, Nina, hvor ungdomslivet fylder hende med både fascination og ængstelse. Ser man bort fra klassebeskrivelser og tøjstil, rammer skildringen af Kirsten og Ninas venskab en nerve, der gør dem relaterbare i 2020’erne, såvel som i 1940’erne. Derudover gør de genkendelige scener og det lettilgængelige sprog, samt romanens moderne refleksioner og menneskelige afbildninger, at den stadig kan læses med stor fornøjelse 80 år efter dens første udgivelse. 

#MeTove

Det er ikke til at komme uden om Tove Ditlevsen. Ligegyldig hvor jeg ser hen, er der nye podcasts, dokumentarer og artikler, der fortæller om kvinden og forfatteren bag nogle af Danmarks mest populære digtsamlinger og romaner. Selv i USA er de vilde med hende, efter hun netop er oversat til engelsk med The Copenhagen Trilogy. Jeg vil ikke reducere Ditlevsen til et #MeToo-indspark, eller sætte en direkte parallel mellem bevægelsen og hendes popularitet for den sags skyld. Dog er det alligevel relevant at dykke ned i Ditlevsens skildringer af køn, krop og overgreb, samt den konstante skygge i sjælen, sidstnævnte kan medføre. Romanen rummer en mørk, menneskelig erfaring og en vigtig vished, der ikke må glemmes. Jeg vil derfor citere de sidste ord i Man gjorde et barn fortræd: ”Hadet kan vi glemme. / Aldrig kærligheden”. Selvom romanens sidste sætninger er så smukke og rigtige, har jeg alligevel tilladt mig at skrive dem om i denne anmeldelses titel. For Kirstens had må vi aldrig glemme. Man gjorde et barn fortræd skal læses igen og igen. Den skal læses af os, og den skal læses af mange fremtidige generationer endnu. 

Materialer