Et unikt barn

Angus bor på den lille ø, Sankt Helena, i det 16. århundrede. Her lever han under fattige omstændigheder med sin enkemor og sine søskende. Faderrollen er erstattet til dels af pastor Burch og Edmond Halley. Under oplæring af Edmond Halley, en videnskabsmand, der rent faktisk har eksisteret i den virkelige verden, bliver Angus introduceret til matematikkens og astronomiens verden. Det viser sig hurtigt, at Angus er et ganske unikt barn. Han kan for det første se meget bedre end de fleste, hvorfor han er en fortræffelig observatør af himlen, samt dens fugle. Derudover besidder han evnen til at suge information til sig, som ingen anden, og lærer hurtigt både at læse, skrive og tælle.

Et barns perspektiv på store emner

Romanen er fortalt fra Angus’ synspunkt, og altså derfor børneøjne. Karakterer undervurderer derfor tit Angus’ viden. Omvendt er der også mange ting, der flyver over hovedet på ham. Derfor er det en roman spækket med antydninger, da Angus ikke er gammel nok til at forstå alt, hvad der foregår omkring ham, og dets større implikationer. For eksempel da pastor Burch fortæller sine intentioner om at overflytte Angus og hans familie til sit eget hjem. Angus fornemmer, at der er en fare ved det, men han begriber ikke, at det betyder, at hans mor er romantisk knyttet med pastoren:

”Jeg har en stikkende følelse, for jeg ved ikke, hvad der er rigtigt, og jeg ved ikke, hvad moder synes, er rigtigt, og hvad hun vil svare hr. pastoren. Jeg kender godt huset over for hr. pastorens gårdsplads, og det er ikke noget dårligt hus, men jeg ved bare ikke. Og det er en stærk følelse, ikke at vide.”

Begyndelsen på noget større?

For mig at se, er der to store problemer med Himmelkuglen. For det første følte jeg, at en del af den potentielle spænding, der kunne have været, tit forsvandt som dug fra solen. Det er svært at sætte fingeren på præcis hvorfor, men jeg følte mig tit holdt tilbage med en armslængde af fortælleren, som jeg ikke fandt specielt interessant. Jeg følte mig aldrig rigtigt på kanten af mit sæde, og jeg sad med en følelse, at romanen kunne være bedre tjent med en tredjepersonsfortæller. Hvad værre er, får man hurtigt en fornemmelse af, at begivenhederne er skrevet ned en rum tid efter. Derfor ved man, at Angus nok skal klare den, på trods af alle farerne der lurer om hjørnet.

Mit andet problem er, at Himmelkuglen kun føles som en begyndelse. Og det er den sådan set også, for den slutter på en ret udramatisk måde, der leder op til en efterfølger (der indtil videre kun findes på finsk). Oplevelsen var ikke lang fra den at se Dune i biografen, der føltes som én lang indledning. Så måske har vi det bedste til gode med Angus, men jeg er også af den holdning, at bøger burde kunne stå som selvstændige værker – især i dette tilfælde, hvor romanen er lige over de 500 sider lang.

At bruge fortiden til at kritisere nutiden

Himmelkuglen er dog ikke blottet for lyspunkter. Det er for eksempel meget sjovt, når Jalonen bagklogt kritiserer det begyndende fænomen, som vi i dag kender som lysforurening:

”Måske for hvert tiende hus er der en stor lygte, der hænger i en søjle eller i en stang fastgjort til en væg (…) Da jeg undrer mig og spørger, siger hr. Halley, at det netop er en nyhed i byen, men idiotisk unødigt, spild at afbrænde olie på den måde og blænde for sigtbarheden.”

Derudover er der sikkert nogle naturvidenskabelige referencer, der er fløjet over hovedet på mig (altså jo, jeg ved da godt hvem Newton er!). Og jeg har generelt en fornemmelse af, at læsere der har en interesse for netop dette emne, vil få mere ud af bogen, end jeg gjorde. Himmelkuglen manglede desværre bare for mig en sans for dramatisk opbygning, og en historie, der kunne stå mere selvstændigt.

Anmeldelse af Olli Jalonen: Himmelkuglen, udgivet på Vild Maskine d. 23. september 2022. Oversat fra finsk af René Semberlund Jensen.

Anmeldt af Arvid Kühne.