Litteraturpraktikant Caroline Borring Laursen
Litteraturpraktikant Caroline Borring Laursen

En bølge af smerte og skønhed

Af Anonym (ikke efterprøvet)
18.11.20
Anbefalinger: Koreansk litteratur og kvinden er i fokus, når bibliotekets litteraturpraktikant giver anbefalinger til tre feministiske, sydkoreanske forfattere, som er værd at læse – Han Kang, Cho Nam-joo og Bae Suah.

Koreansk kultur og litteratur ligger langt væk fra noget, vi kender i en dansk kontekst. Med det sagt flyder mere og mere sydkoreansk kultur over til Vesten, i form af den Oscar-vindende film Parasite, og musikfænomenet K-pop hvor grupper som BTS og Blackpink gør sig bemærkede i Vesten. Det er et kulturområde, som måske ikke så mange kender til, men som stille og roligt opbygger en vis popularitet og anerkendelse udenfor Asien. Litteraturen fra Korea er et område, som nok er endnu mindre kendt, men det er et felt som er dragende og smukt. Jeg vil derfor i denne artikel give tre anbefalinger til sydkoreanske forfattere, som jeg synes er værd at læse.

Koreansk litteratur kan siges at behandle det brutale og det smukke, og det er i kombinationen heraf, at noget både forstyrrende og frustrerende, men også betagende og smuk litteratur opstår. Feminismen i Sydkorea er særligt til stede i litteraturen, hvor der skrives om kvinderoller med et kritisk blik på samfundet. De værker, jeg vil introducere her, behandler alle denne skønne og smertelige balance, og skriver sig ind i en moderne feministisk litterær tradition.

En kvinde eller et træ

Han Kang (f. 1970) er en af de mest velkendte sydkoreanske forfattere lige nu. Hun er oversat til over 20 sprog og har blandt andet vundet the Man Booker International Prize i 2016 for romanen Vegetaren. Vegetaren er af denne årsag Hans bedst kendte værk, og er derfor også en god indgang til sydkoreansk litteratur.

Det, jeg nyder, ved Han Kangs litteratur er hvor inderlig og poetisk, den er. Den er så dybt forankret i de personer, den handler om, at det kan gøre helt ondt. Vegetaren er en skarp kritik af det sydkoreanske samfund, kvindesyn, familiestrukturer og mere. Men det, den forankrer sig i, er hovedpersonen Yeong-hye, som vælger at blive vegetar, og på grund af dette valg bliver udstødt af både familie og samfund. Der er ingen hænder, som er klar til at gribe hende, idet hun er i frit fald væk fra både andre mennesker og sig selv. Hun bevæger sig længere og længere både ind i sig selv og væk fra sin egen krop, og i en nærmest psykotisk tilstand tror hun på, at hun er ved at forvandle sig til et træ:

”Yeong-hye cut her off. ‘They say my insides have all atrophied, you know.’ In-hye was lost for words. Yeong-hye moved her emaciated face closer to her sister. ‘I’m not an animal any more, sister,’ she said, first scanning the empty ward as if about to disclose a momentous secret. ‘I don’t need to eat, not now. I can live without it. All I need is sunlight.’” (Han, 2015, s. 153)

Det er en smuk, men også meget barsk og voldsom bog, hvilket er kendetegnende for Han Kangs litteratur. Min personlige favorit af Hans litteratur er The White Book, som bruger den hvide farve til at behandle sorgen over en afdød søster. Den leger med genre, og bevæger sig imellem roman og digtsamling, og dens helt lyriske beskrivelser og refleksioner over hvidhed, liv og død er utroligt dragende og rørende. Igen bevæger Han sig imellem det skønne og rene, og det smertefulde og grove, og skaber noget som gør ondt at læse, men man kan alligevel ikke lade være:

“This life needed only one of us to live it. If you had lived beyond those first few hours, I would not be living now.
My life means yours is impossible.
Only in the gap between darkness and light, only in that blue-tinged breach, do we manage to make out each other’s faces.” (Han, 2017, s. 137)

En helt almindelig kvinde

Oprindeligt udgivet i 2016, og oversat til engelsk i 2020, er Cho Nam-joos (f. 1978) roman Kim Jiyoung, Born 1982 et vigtigt feministisk værk, som skarpt påpeger de store og små uretfærdigheder og den systemiske sexisme, som en helt almindelig kvinde oplever i løbet af et liv. Romanen handler om Kim Jiyoung, som repræsenterer ikke kun koreanske, men alle kvinder. Den er både specifikt koreansk til tider, men også universel i dens udtryk, og mange kvinder vil nikke vredt genkendende til Kim Jiyoungs oplevelser. Hun er så almindelig, som man overhovedet kan være, hvilket også er pointen, fordi den netop påpeger hvor almindeliggjort hendes kvindeoplevelse er, når den ikke burde være det.

“For safety reasons, the company allowed pregnant employees to push their work hours back by half an hour. When she announced her pregnancy at work, one of her male colleagues exclaimed, ‘Lucky you! You get to come to work late!’” (Cho, 2020, s. 125)

Romanen skabte stor debat i Sydkorea, som er et meget patriarkalsk samfund, hvor den enten fik hård kritik eller blev hyldet som et af de vigtigste feministiske værker i nyere tid – og den blev i 2019 filmatiseret med kendte sydkoreanske skuespillere, hvilket satte debatten i gang igen. Brutaliteten i kvindeoplevelsen og den stille gennemgang af livet bliver belyst, og jeg vil bestemt anbefale Cho Nam-joos roman som et vigtigt feministisk værk, både i Korea og resten af verden.

En kvinde udenfor identitet

Hvis man er til den lidt mere eksperimenterende litteratur, så er sydkoreanske Bae Suah (f. 1965) et spændende sted at starte. Bae Suah er kendt for sin lidt foruroligende skrivestil, hvor der sker pludselige perspektivskift, og plot og karakter til tider kan forsvinde og være ubetydelige for det, der bliver fortalt. Baes nyeste roman Untold Night and Day handler om kvinden Ayami som arbejder på Seouls eneste audio-teater for blinde, som er ved at lukke ned. Efter teateret lukker bevæger Ayami sig rundt i gaderne i byen om natten i den uudholdelige sommervarme.

Det er ikke en bog med et plot, der giver klar mening – at læse den føles som en drømmende oplevelse, hvor man svæver rundt fra hændelse til hændelse, som er koblet sammen, men så alligevel ikke. Personligt blev jeg fuldstændig draget af denne roman, især da den begynder at sløre grænserne mellem tid, sted og identitet. Ayami og de andre karakterer placerer sig på en eller anden måde udenfor disse rammer. Baes poetiske, eksperimenterende og foruroligende stil præsenterer også en anden måde at forstå både verden og kvinder på – som noget shamanistisk og mørkt og dragende. Det surrealistiske og til tider desorienterende udtryk ved Untold Night and Day er netop det, der gør romanen så betagende.

”’Perhaps that kind of blackout is a symptom of ageing,’ the director murmured, lost in his own thoughts. ‘Just like declining memory. No, to be more exact, it would be a symptom of disintegration, of something gradually wearing thin.’
‘What is it that’s gradually wearing thin?’
‘Well, if I had to put a name to it… the sleep of whomever is dreaming us?’” (Bae, 2020, s. 144)

Denne udstrømning af koreansk kultur til Vesten kaldes Hallyu Wave (eller Korean Wave). Jeg kan godt lide det billede – en bølge af litteratur, i dette tilfælde fra Sydkorea, men ellers fra hele verden, der indhyller mig i de fortællinger, karakterer, billeder og ord, som vandet driver med sig. Litteraturen fra Sydkorea er simpelthen så interessant at følge, og især er jeg betaget af at følge med i de mange medrivende kvindelige og feministiske nutidige forfatterskaber, der er at finde. Det kan godt være, at litteraturen gør ondt at læse, men den giver os også noget poetisk og noget smukt i dens brutalitet, så hvorfor ikke bare lade bølgen strømme over dig og tage dig med?

Materialer