Film og serier på skoleskemaet

Under dette års udgave af mediefestivalen THIS i november deltog 200 danske skoleelever i Skolernes Seriefestival – et læringsforløb i filmhåndværk for unge – og nu er vinderfilmen fundet!

Skolernes Seriefestival og IRIS har sammen skabt et læringsforløb i filmhåndværk for unge.

Initiativet sætter serier på skemaet og giver de unge et veltilrettelagt læringsforløb, hvor de får kendskab til det grundlæggende filmhåndværk samt indblik i skabelsesprocessen bag de mange historier, de ser dagligt.  

Ellevangsskolen vinder årets pris 

Årets vinderfilm, ”Flyttekrisen”, er produceret af elever fra Ellevangsskolen og fortæller en historie, der er inspireret af serien ZUSA af Jonas Risvig, som eleverne havde set og ladet sig inspirere af på skolen og til en kick-off dag i Store Sal på Dokk1. Om vinderfilmen fortæller arrangørerne:  

“Flyttekrisen er en film med godt skuespil fra alle medvirkende, en stærk hovedkarakter med et troværdigt problem og gode alenescener, hvor vi kommer tæt på karakterernes følelser. Scenerne skifter naturligt, og der er brugt troværdige locations. Desuden er der en flot, varieret billedside, hvor filmskaberne demonstrerer, at de har godt fat i det grundlæggende filmhåndværk. 

Tæt samarbejde mellem Filmby Aarhus og DOKK1 

Dokk1, IRIS, Filmby Aarhus samt festivalerne THIS og AARHUS SERIES, der sammen står bag Skolernes Seriefestival, har fra starten haft et tæt samarbejde med Jonas Risvig. Jonas Risvig fortæller om sin bevæggrund for at gå ind i projektet:  

”Hvis de danske unge selv skal være medskabere af fortællingen om deres generation, skal de vide, hvordan man skaber fortællingerne. Derfor er det så vigtigt med et projekt som Skolernes Seriefestival, der tager fat i de unge på et tidligt tidspunkt og prøver at lære dem de basale fortælleteknikker samt inspirere dem til at skabe noget selv.”  

Marie Østergaard, Chef for Aarhus Bibliotekerne siger:  

”Bibliotekerne er sted for historiefortælling og med Skolernes Seriefestival har det været fantastisk at se, hvordan de unge har arbejdet med kreativitet, opfindsomhed og filmiske virkemidler til at få skabt deres historie. Ved at have fingrene i håndværket opnår de større forståelse for teknologi og medier, hvilket er afgørende for at kunne være producent og ikke mindst forbruger i en verden, der er defineret af digitale, visuelle fortællinger.”