Fredagsanbefaling
Dagens anbefaling er den danske ungdomsfilm Dykkerne (2000), med både dejlig dansk sommer, tyske ubåde og overnaturlige elementer.
De to brødre Christian og Ask ankommer til den lille havneby for at tilbringe sommeren sammen med deres morfar. Drengenes store hobby er dykning, som de træner ombord på morfarens båd. Christian glæder sig også til at møde den lokale Maja igen. Alt peger på en dejlig lang sommer.
På en tur til havbunden finder brødrene vraget af en tysk u-båd fra 2. verdenskrig. De drømmer om et vrag fuldt med naziguld. Men de er ikke de eneste på udkig efter u-båden. Og vraget indeholder noget uhyggeligt på grænsen mellem liv og død.
Fin lille spændingsfilm og et dejligt gensyn med Otto Brandenburg, der spiller drengenes morfar.
Se filmen på Filmstriben
NB: Fra 1. juni blev der indført en ny model for lån af film hjemmefra på Filmstriben.
Du har hidtil været vant til at gøre brug af ’antal lån’, når du låner på Filmstriben. Fra den 1. juni stiller bibliotekerne i stedet et antal point til rådighed, som du skal bruge, når du ønsker at låne film. Hver film tildeles en værdi mellem 1 og 4 point, og du kan selv vælge, hvordan du ønsker at bruge dine point. Der skal typisk bruges 4 point for at se en spillefilm, længere dokumentarfilm kræver 3-4 point, mens forskellige kort-, animations- og dokumentarfilm af op til 30 minutters varighed vil være pointsat til 1-2 point.
Vores grænse på maks to film pr. måned bliver til 8 point som du enten kan bruge på 2 lange film eller flere kortere.
Vær opmærksom på: Du kan ikke overføre ubrugte point fra en måned til den næste. Du har således 8 point hver måned, som du kan anvende. Uanset om du har brugt dine point i den forgangne måned eller ej.
Find nyheder om bibliotekets filmindkøb og indkøbernes anbefalinger samt oversigt over tidligere fredagsanbefalinger. Du får desuden et overblik over Aarhus Bibliotekernes filmarrangementer samt links til bibliotekets store udvalg af film på dvd / blu-ray, som du kan reservere og låne helt gratis. Følg os på aakb.dk/section/film