Stjerner brænder i Japan

05.12.22
I 60’ernes Japan fortaber Mizuno Yutaka sig i filmenes fiktive verden. Selv om han er en berømt stjerne, er hans virkelige liv tomt, udhulet og isoleret. I nutidens Japan sætter Akari sit liv i brand for sit idols skyld. Alt sammen for at undgå den konstante tunghed i hendes krop og sind. Sammen udgør de to nye tilføjelser til Korridors novella-serie et kontrastfuldt og fængende indblik i Japan og stjernekulturen.

Jeg har længe ønsket at læse mere japansk litteratur, men har haft svært ved at vide, hvor jeg skulle starte. Så blev Yukio Mishimas Star og Rin Usamis Idol, brænder sendt afsted af Korridor, og jeg vidste, at det var nu jeg skulle slå til. Og sikke en god måde at tage hul på japansk litteratur på!

De to kortromaner er meget forskellige. Star blev skrevet i 60’erne af en berømt forfatter, dramatiker, skuespiller og model, efter han havde spillet i sin første film. Idol, brænder er derimod skrevet af en helt ny litterær stjerne i Japan, og kortromanen er kun hendes anden udgivelse.

De to bøger kunne umiddelbart ikke virke mere forskellige. Trods det har de begge en fælles kerne; isolation og eskapisme. Det er også derfor, at de kan anbefales at læses sammen. For sammen giver de et bedre indblik i de to emner.

The Life of a Star!

Allerede fra første side fangede Star mig med sin makabre beskrivelse af menneskemængden, der æder hovedpersonen, Mizuno Yutaka, op. Det er en stærk, unik start, der med det samme sætter tonen for værkets univers. For selv om stjerners liv måske virker perfekt udefra, løfter Star sløret for den dystre underside. Dette gab mellem folks forestilling og realiteten fanger følgende citat perfekt:

“Jeg er deres ‘støbeform’ – alt det, de drømmer om at blive. Det tænker jeg altid på, når jeg kigger i min assistents fremstrakte lommespejl. Nu kiggede en ung mands livfulde ansigt tilbage. Men det livlige var sminkens fortjeneste.”

Ligesom vist i citatet skaber bogen en hårfin grænse mellem fantasi og virkelighed. Der bliver fortalt om folks forventninger til skuespillerlivet, mens Mizuno Yutaka selv forgaber sig i den fiktive verden for at glemme sit eget liv. Menneskemængden har skabt en tomhed i Mizuno Yutakas liv, men spotlightet giver ham magt. Alle disse modsætninger bringer bogen i spil og udforsker på sine få sider. Så selv om bogen reelt blot er en fortælling om en skuespiller, der optager en film, følte jeg altid, at der var noget mere på spil. Det gjorde, at jeg ikke kunne lægge bogen fra mig.

Idol brænder, og ligeså gør vi

Jeg havde det virkelig ambivalent med Idol, Brænder. Det er uden tvivl en brillant bog, men det er altid svært at se nogle ødelægge sit liv som vores hovedperson, Akari, gør. Samtidig var bogen fyldt med væmmelige, grusomme øjeblikke. Selv om de kun kort var berørt i bogen, havde jeg stadig svært ved at finde ud af om kvalmen kom fra køresygen eller bogen, da jeg læste den i toget. Og for at være ærlig, så kom den nok fra begge dele.

Alligevel er bogen stadig værd at læse. Selv om værket dykker ned i den stereotypiske fortælling om den ”sindssyge fangirl”, formår den at give fortællingen nuance. Det gør den både ved at vise mange andre fans, der ikke er sindssyge, samt taler om de mange måder, man kan være fans på. Mest af alt gør den det ved at gøre Akaris motivation, hvis ikke forståelig, så sympatisk.

”Jeg har vist skrevet om det på bloggen før, men første gang jeg så oshi, var han kun 12 år gammel, og måske er det derfor, jeg er særlig interesseret i hans tid som barnestjerne. Selv om han absolut tiltrækker folk, er der samtidig noget afvisende i ham. Jeg vil så gerne se den verden, han ser og føler, den verden han affejer, når han siger: ”Ingen forstår mig.” Selv om jeg måske ikke ved, hvor mange år det vil tage, selv om jeg måske aldrig i mit liv kommer til at forstå ham.”

Hver for sig er Star og Idol, brænder to fængende bøger med hver deres unikke præg. Sammen er de en kompleks og fortryllende fortælling om stjernelivet og flugten væk fra den makabre virkelighed. Derfor vil jeg stærkt anbefale dem!

Anmeldelse af Yukio Mishima: Star og Rin Usami: Idol, brænder, udgivet på Korridor d. 9. september 2022. Oversat af David M. Larsen og af Hanne Arnold.

Anmeldt af Jasmin Hansen.