Shanghairomancer

Kærlighed i en faldende by består af tre novellaer - altså tekster, der er længere end noveller, men kortere end romaner. Bogens undertitel Shanghairomancer beskriver fint, hvad der er på spil: Alle teksterne handler om kærligheden, der formes af deres fælles miljø, Shanghai i 1943. Her er fremtiden usikker, men man kan ikke klynge sig til de gamle traditioner for evigt. Det er en verden af begrænsninger, men også nye muligheder.

”Det mest iøjnefaldende var de enorme reklameskilte, der stod linet op langs kajen, røde, orange og pink spejlede de sig i det friske, grønne havvand, streger og plamager af hidsige farver kilede sig op og sank ned og fægtede muntert hen over havbunden. Hvis man snubler her, i denne overdrivelsernes by, så slår man sig nok lidt hårdere end andre steder, tænkte Liusu ved sig selv […]”

Selve verdenskrigen lurer det meste af tiden kun i periferien. Der er mindre verdener og mindre krige bag murene i de gamle aristokratiske familiers hjem – et miljø, hvor Chang selv voksede op. Hendes hovedpersoner må indordne sig deres slægters komplicerede hierarkier, hvor ære og status er altafgørende. Særligt for kvinderne vejer traditionelle krav stadig tungt. De skal være gode hustruer, beskytte familiens ry, og helst blive gift med én, der kan forøge deres formue.

Fornuft og følelse

For Liusu, der er hovedpersonen i titelnovellaen, er hendes aristokratiske slægt en plage. Hun er fraskilt og bliver afskyet som en ulykkesfugl, mens arvestykkerne bliver solgt og staben af tjenestefolk skrumper. Det ændrer sig, da hun får en ny bejler: Fan Liuyan, en kinesisk rigmand, der er opvokset i England. Han bliver betaget af, hvordan Liusu danser – moderne danse, som hendes søskende fordømmer – og inviterer hende til Hong Kong.

Liusu er i begyndelsen pragmatisk. Hun skal giftes for pengenes og omdømmes skyld. Spørgsmålet er så, om Fan Liuyan er lige så beregnende – om han bare er ude på at forføre og forlade hende, eller om han virkelig er forelsket og parat til ægteskab. Visse passager minder én om en slags kinesisk Jane Austen, når karaktererne udveksler hurtige replikker, hele tiden bevidste om de sociale spilleregler.

”Selv havde Liusu aldrig rørt hverken spillebrikker eller terninger, men også hun kunne lide at spille hasard, og hun havde tænkt sig at satse sin fremtid. Tabte hun, ville hun forlise sit ry og ære […] Men vandt hun, ville hun få Fan Liuyan, den mand der var mål for alles sultne blikke, og så ville hun atter kunne trække vejret frit.”

Spillet intensiveres, efterhånden som Liusu forelsker sig. Krigen, der vises tydeligst i denne fortælling, er den eneste kraft, der kortvarigt kan ophæve de sociale regler og gøre alt enkelt igen.

Kvindeskæbner

De to andre novellaer beskæftiger sig på lignende vis med overvejelser om betydningen af slægt, følelser og pragmatik. I Afspærring sker det på meget kort tid, da to personer forelsker sig, da de tilfældigvis sidder i den samme sporvogn under et kortvarigt udgangsforbud. I Den gyldne lås får man lov til at følge kvinden Qiqiao gennem årtier.

Qiqiao er datter af en sesamolie-sælger, der har giftet sig ind i en aristokratisk familie. Hendes situation er på mange måder elendig: Hendes mand er dødssyg, hendes svigerfamilie hader hende, og hun føler sig forladt af sine egne slægtninge. Chang gør dog ikke Qiqiao til et rent offer, selvom fortællingen udvikler sig til en tragedie. Qiqiao fremstår som en kompleks karakter med sine egne alvorlige brister, motiveret af frygten for at blive udnyttet i et miljø, hvor kvinder er spillebrikker og handelsvarer. Da hun forelsker sig i sin svoger, som måske gengælder hendes følelser, er det denne frygt, der står imellem dem.

”[D]et var skæbnen, der havde bestemt, at Lize og hun skulle mødes og elske hinanden. Hun løftede hovedet ganske let. Lize stod foran hende, hans hænder holdt om hendes vifte, hans kind hvilede mod hendes vifte. Også han var blevet ti år ældre, men han var stadig den samme. Forsøgte han at lokke hende? Var det pengene, han var ude efter – de penge hun havde fået i bytte for sit liv?”

Qiqiao tænker både på den store, skæbnebestemte kærlighed og pengene. På denne måde er Chang ikke bange for at dykke ned i karakterernes intense følelser grænsende til det melodramatiske, men samtidig anerkendes virkelighedens krav og de begrænsninger, der er for at udleve følelserne. Denne dynamiske vekslen er bogens stærkeste side. Det kan ikke altid ende lykkeligt, men det er kun med til at gøre teksterne mere medrivende. Som læser vil man jo gerne håbe.

Oversættelse og design

Sproget er også medrivende i sig selv. Bogen er oversat af Sidse Laugesen (som også har oversat Su Tongs Flodbred). De enkelte ord reflekterer det kinesiske miljø, når læseren bringes ind i en verden af krabbeskjoldsblåt, bambusrodsgrønt og sojaviolet. Der bruges ældre ord, som forankrer teksten i dens tid, men uden at gå på kompromis med det overordnede indtryk af en tekst, der er let at læse. Det er hele tiden fristende at tage bare én side mere, når man sidder med bogen i hænderne. Derudover er den også rent æstetisk tiltalende med dens ferskenfarvede omslag og blå sidekanter.

Samlet set er bogen klart en anbefaling værd for det dejlige sprog, tidsbilledet, og fortællingerne om kvinder i kærlighedens spil. Det er hverken for sødt eller bittert. Det skal bare læses.