Det moderne vildnis

22.05.23
Novellesamlingen om mænd, jagt og magt i Danmark udforsker de måder, hvorpå man kan ende i vildnisset. Trods bogens svagheder er læsningen en udflugt værd.

Titlen lyder tilforladeligt som om dette er en bog, man kan give til sin lystfiskeronkel. Sådan noget med ørreder ved en skovsø. Måske et rådyr, hvis det går vildt for sig. Men i virkeligheden fortolker Hovmand temaet jagt bredere end som så: Vi skal ud i naturen og ind i cementjunglen på jagt efter alt fra pantflasker til piger og meningen med det hele.

Novellerne har på trods af de mange forskellige emner en del tilfælles. For det første handler de om mænd og drenge. At jagt traditionelt er en maskulin affære bliver taget op med et fint blik for de sociale spændinger mellem novellernes mandlige karakterer. De små magtkampe mellem venner giver anledning til livsforandrende hændelser.

”Han havde lidt ondt af den gamle mand, men at han sad dér på gulvet og græd, provokerede ham også. Voksne mænd græder ikke.”

For det andet er novellesamlingen interesseret i at udforske, hvad det egentlig er, der gør mennesker i stand til at jage. Det kan være grusomhed eller uagtsomhed, stærke følelser eller manglen på samme. På tværs af mange forskellige miljøer er karaktererne oftest utilpassede på den ene eller en anden måde, og de bærer på hemmelige længsler eller behov, som de måske endda ikke selv er klar over før øjeblikket, hvor der bliver trykket på aftrækkeren.

”Selvom det var nøjagtig det han ville opnå, at slå ihjel, var det en underlig fornemmelse at kigge ned på det lille, døde dyr der lå på jorden. Det var en underlig tom følelse af noget ubegribeligt, og så var det en følelse af en sød, skamfuld ondskab, der syntes at flyde ind i brystet på ham og fylde ham op indefra. Det var en følelse af magt.”

De interessante temaer løfter novellesamlingen, men niveauet er ikke højt hele vejen igennem. Nogle noveller virker ikke fokuserede nok. Der kan være emner, der tages op, men ikke føres til en samlet konklusion. I en genre, hvor pladsen er så begrænset, er det påfaldende at Hovmand flere gange fortæller om ting, der virker overflødige eller distraherende for novellens overordnede helhedsindtryk. For nogle læsere vil disse beskrivelser sikkert være læseværdige i sig selv – en drengs sliktyveri udpensles med alt, der hører sig til af jagtens frygt og glæde – men andre gange savner man en følelse af, at der var en dybere pointe med alt det, der blev fortalt om.

”Hans hjerne var fyldt med skoletræthed og uvidenhed der syntes at blive større og større, computerspil og tanken om at trykke på aftrækkeren sådan for alvor. Det rungede i hans hoved, som bølger på en strand, vinen rullede rundt, og han blev bare siddende. Hvordan starter man for alvor? Hvornår begynder det?”

Denne følelse skyldes måske især, at novellerne netop involverer de frastødende sider af mennesket. Følelsen af at der mangler et højere formål kommer for undertegnede særligt ved novellen Forbryderjagt. En vagt i et storcenter fanger en teenagepige, der har stjålet fra en butik. Det er spændende at udforske hans forhold til sin rolle og den magt, han kan få over tyvene – men det kunne vist også være blevet gjort uden, at der blev brugt flere sider på skildringen af et seksuelt overgreb.

Novellernes sprog er enkelt, til tider talenært. Selvom man måske kunne forvente lidt mere variation for at reflektere de forskellige typer karakterer i novellerne, fungerer det overordnet godt. Der er ingen lange poetiske svinkeærinder her; det er rent, tydeligt og læseligt, kun beskæmmet af enkelte tegnsætningsfejl.

Hvis du samler Fortællinger om jagt og fiskeri op, går du ud i den mørke skov. Det kan godt blive en bedre tur, end du umiddelbart forventer. Måske dukker der noget om i krattet, som fascinerer dig, og som du får lyst til at forfølge, også selv man nogle gange skal spejde efter det.

Anmeldelse af Peter Hovmand: Fortællinger om jagt og fiskeri, udgivet på Forlaget Patagonien d. 17. februar 2023.

Anmeldt af Anna Lauritsen.

Materialer