Den glemte senegalesiske forfatterinde
Skrevet af Inas Qais
Prisen gjorde straks Bâ til et stjernenavn inden for diverse litterære kredse, og Une Si Longue Lettre blev oversat til bl.a. engelsk, tysk, japansk og norsk, hvilket dermed også gør romanen til et af de mest oversatte afrikanske værker i det tyvende århundrede.
Succesen fortsatte, da hendes anden roman Un Chant Écarlate (på eng. Scarlet Song) blev udgivet i 1981. Den blev på samme måde som Une Si Longue Lettre også oversat til en håndfuld sprog, deriblandt til dansk som En sang i rødt i 1989. Men da Bâ samtidig døde af kræft samme år som udgivelsen af Un Chant Écarlate (den blev udgivet posthumt), gik der ikke lang tid, før hendes forfatterskab blev glemt. Og her i 2020 er der knap nok nogen uden for den senegalesiske verden, der kender til eller læser hendes værker.
Mariama Bâ kom til verden den 17. april 1929 i Dakar, Senegal. Hun blev født ind i en økonomisk velstillet familie, hvor hendes bedstefar havde været tolk under den franske kolonisering, mens hendes far gik hen og blev Senegals første sundhedsminister. Det var også hendes far, der insisterede på, at Bâ skulle fortsætte sin skolegang, der foregik på fransk. Hun blev uddannet som lærer, giftede sig tre gange, og fik i alt ni børn. Hendes sidste og længste ægteskab var med politikeren Obèye Diop-Tall, der varede i 25 år, og resulterede i fem børn. Det var også efter hendes skilsmisse med Diop-Tall, at hun som 50-årig skrev sin første roman So Long a Letter, som handler om barndomsveninderne Ramatoulaye og Aïssatou, der reagerer på to forskellige måder, da deres respektive ægtemænd hver især proklamerer, at de vil gifte sig med en kone nr. 2. Ramatoulaye forbliver i sit ægteskab, mens Aïssatou omvendt forlader sit. Gennem en dybdegående og alsidig skildring af konsekvenserne for de to forskellige valg, er romanen en nuanceret kritik af flerkoneri som praksis.
Baggrunden for So Long a Letter var indførelsen af en ny kontroversiel lov i Senegal i perioden efter afkoloniseringen, der erklærede, at en ægtemand ikke måtte tage en anden kone, medmindre han havde fået tilladelse af sin første kone. I romanen bryder Ramatoulaye og Aïssatous ægtemænd begge med den lov, da begge mænd vælger at leve polygamt uden deres første koners velsignelse.
Det er ikke overraskende, at So Long a Letter er blevet læst som et opgør med flerkoneri, men samtidig skal man også passe på med at læse romanen som blot et politisk statement. Som det er karakteristisk for hendes romaner generelt, lader Bâ nemlig i sidste ende fortolkningen være op til læseren.
Man kan læse So Long a Letter, selvom man ikke finder polygami-problemstillingen relevant. For romanen handler også om familie, venskab, religion og socialt pres, ligesom den også er et indblik i de vedvarende konsekvenser af den franske kolonisering, selv længe efter afkoloniseringen.
Lignende temaer går igen i Bâs anden roman, der på dansk er blevet oversat til En sang i rødt. I En sang i rødt forelsker Mireille, en datter af en kristen fransk diplomat, og Ousmane, en søn af en fattig muslimsk-senegalesisk familie, sig i hinanden, og vælger at gifte sig, på trods af den voldsomme modstand de oplever fra deres omgangskreds.
Romanen skildrer, hvordan de to unge menneskers interraciale ægteskab langsomt går i opløsning, som følge af både religiøse og kulturelle kløfter, samt social fordømmelse og eksklusion. Selvom både Mireille og Ousmane lider under sociale konsekvenser som følge af deres valg, er det alligevel Mireille, der som kvinde ender med at betale den højeste pris.
Generelt var Bâ meget optaget af kvindeskæbner, både i sin fiktion, men også i virkeligheden. Inden hun begyndte at skrive fiktion, udgav hun politiske essays, hvor hun særligt advokerede for kvinders ret til uddannelse. Mange har sidenhen betegnet hende som feminist, men hun selv havde et ambivalent forhold til termen, som hun mente var grundlæggende vestlig, og derfor i hvert fald ikke ukritisk kunne anvendes i en afrikansk kontekst.
Ingen af Bâs værker er altså entydige politiske statements, og derfor ville det være ærgerligt at reducere dem til netop det. De er utroligt velskrevne og komplekse romaner, der beskriver flere sider af et samfund i forandring. Et nemt overset aspekt af Bâs reception er nemlig også hendes optagethed af sprog og litteratur. I hendes takketale til Noma Award for Publishing in Africa i 1980, erkender hun udfordringerne ved at skrive på fransk, det hun kalder et ”lånt sprog”, i stedet for wolof, som er det sprog, senegalesiske indfødte taler. Men som hun senere udtaler i et interview:
”Books are a weapon, a peaceful weapon perhaps, but they are a weapon”
– og det gælder i sidste ende lige meget hvilket sprog, de er skrevet på.
Hvis man er fan af forfattere som Toni Morrison og Chimamanda Ngozi Adichie, er Mariama Bâs forfatterskab oplagt at stifte bekendtskab med. Desværre er hendes værker lidt svære at opspore, på trods af at hendes romaner i sin tid blev oversat til mange forskellige sprog. De engelske oversættelser af hendes romaner, So Long a Letter og Scarlet Song, kan dog anskaffes hos diverse onlineboghandlere, fx her .
Der findes så jeg vidt ved ikke nogen dansk oversættelse af Bâs første roman Song Long a Letter, men til gengæld kan man låne den danske oversættelse af Scarlet Song – på dansk, En sang i rødt – på Bibliotek.dk.