Logo med fire kvinder tegnet

Kvinden, der skrev om mødom, og landede i fængsel for det

Iranske Shahrnush Parsipur har levet i eksil i 25 år fra det land og det folk, hun ønsker at skrive om.

Distancen og tiden har gjort det til en sørgelig udfordring at skrive om iranske mennesker og iranske problemstillinger. For 25 år siden blev Parsipur fængslet og sendt i eksil  for det, hun skrev, og hun betaler stadig  prisen for det.

Skrevet af Caroline Borring Laursen, Kvinder rundt om kanon

Shahrnush Parsipur blev født i Teheran i 1946 og udgav i slutningen af 1960’erne sine første noveller. Hun var kun 16 år gammel, da hun påbegyndte sin litterære karriere, hvor hun skrev noveller og små artikler. Efter hun blev uddannet i sociologi fra Teheran Universitet, forfulgte hun forfatterkarrieren med noget på hjertet.

Fængslet af litteraturen

Parsipur er en af bannerførerne for kvindelig litteratur i Iran, da hun kun er den anden iranske kvinde, der har fået udgivet en roman i sit hjemland (med The Dog and the Long Winter fra 1974). Selv har hun udtalt, at det er en kæmpe udfordring at udvikle litteraturen i Iran, netop fordi kvinder ikke får muligheden for at være aktive indenfor feltet, og at de som følge af samfundsopbygningen, ifølge Parsipur, betragtes mere som objekter end som mennesker.

Parsipurs position, som en af forløberne for kvindelitteraturen, har dog også medfulgt problemer og konsekvenser for hende. Forfatterens mest velkendte værk, Kvinder uden mænd (1990), har landet hende i fængsel ikke én, men to gange. Ikke kun det, men Kvinder uden mænd og andet af Parsipurs litteratur er blevet bandlyst i Iran af regeringen. Parsipur havde faktisk færdiggjort romanen langt tidligere, men på grund af revolutionen i 1979 blev hendes forlægger nervøs for modtagelsen af det, hun havde skrevet, og turde ikke udgive bogen. Derfor blev Kvinder uden mænd først udgivet hele ti år senere.

Mødomsmyten og alt det, man ikke må sige

Hvad er det så, der gør Kvinder uden mænd til så oprørende en bog, at man går hen og bliver fængslet for at have skrevet den? Hvorfor har den været så omdiskuteret? Hvorfor ville regeringen ikke lade hende sige det, hun sagde, fængsle hende, bandlyse hendes litteratur, og tilmed eksilere hende fra landet? Det virker som så voldsom en reaktion. Det var blandt andet på grund af passager som denne:

”Munes tænkte tilbage på, hvordan hun i otteogtyve år havde kigget ud ad vinduet og ud mod haven, mens hun forestillede sig jomfruhinden. Som otteårige havde hun fået at vide, at Gud aldrig ville tilgive en pige, der mistede sin mødom. Og nu havde hun i tre dage og to nætter vidst, at der slet ikke var nogen hinde, bare et hul. Noget i hende var gået i stykker. En kold vrede havde bredt sig i hendes krop. Hun tænkte på alle de gange, hun som barn havde stået og kigget længselsfuldt på træerne og ønsket, at hun bare én enkelt gang kunne få sig selv til at klatre op i et af dem. Men angsten for jomfruhinden havde holdt hende tilbage. Hun vidste ikke hvorfor, men hun var iskold helt op til knæene.” (Parsipur, 1990, s. 43)

Parsipur tager i romanen forskellige kvinderoller i Iran op – særligt spørgsmålet om mødom, som fremhæves i passager som denne. Romanen handler om fem meget forskellige kvinder, med hver deres historie, som alle ender samlet i en have i Karadj, udenfor Teheran. Af de fem kvinder er én en rig enke, som måske, måske ikke kan siges at have været involveret i hendes mands dødsfald. To er gammeljomfruer, hvor den ene er genopstået fra de døde. Én er en ung prostitueret der flygter fra sit liv, fordi hun en dag begynder at se sine klienter uden hoveder. Og én er en skolelærer, som beslutter sig for at slå rødder og forvandle sig til et træ. Det er et farverigt persongalleri, Parsipur har skabt, og hver af kvinderne kommer til haven med deres egne sørgelige, absurde, og voldsomme historier.

Kvindelig seksualitet er et tabubelagt emne i Iran, men ikke desto mindre er det et emne, som Parsipur har valgt at tage op flere gange. I Kvinder uden mænd komme dette til udtryk igennem optrævlingen af myten om jomfruhinden, det hurtige dødsfald af to mænd efter en voldtægtsscene, og den magiske, mystiske, mærkelige seksualitet der udfolder sig fra kvinden, der forvandles til et træ. Parsipur har udtalt sig om, at der er meget, man ikke må sige i Iran. Selvom det ikke er eksplicit i romanen, så foregår den sideløbende med politisk uro og massedemonstrationer i 1950’ernes Iran. Den er situeret i en tid og et sted, hvor det var utroligt svært at være kvinde, og det faktum at Parsipur påpeger dette, er noget af det, der gør romanen så modig.

Et forfatterskab værd at udforske

Hvis du er interesseret i lignende tematikker som Sara Omars Dødevaskeren (2019) og Skyggedanseren (2020), bøger der omhandler behandlingen af kvinder i muslimske samfund, så er Shahrnush Parsipurs forfatterskab et anbefalelsesværdigt sted at udforske.
Parsipur har en lang bibliografi bag sig af både noveller og romaner. Hun har skrevet om sine oplevelser med og erindringer fra hendes forskellige fængselsophold i Prison Memoir (1996). Parsipurs første roman, The Dog and the Long Winter (1974), handler om en ung kvinde fanget i et stadie mellem traditionen og modernitet. Hun har også skrevet den roste Touba and the Meaning of Night (1989), som handler om kvinden Touba og hendes ukonventionelle liv – alt imens den ud fra et iransk perspektiv udforsker konflikterne mellem modernitet og tradition, rationalisme og mystik, og den mandlige dominans overfor den kvindelige viljestyrke.

Der er endda blevet lavet en sanselig filmatisering af Kvinder uden mænd af den iranske billedkunstner Shirin Neshat. Du kan se den på Filmstriben her. Det kan godt være, at den iranske regering dømte Shahrnush Parsipurs litteratur for at være upassende og farlig, men Kvinder uden mænd er oversat til ti forskellige sprog og er elsket af læsere verden over – den danske oversættelse af Nazila Kivi er bestemt et læs værd.

I dag bor Shahrnush Parsipur i USA. Efter hun blev sendt i eksil forsøgte hun at skrive, men hun kunne ikke få sine tekster udgivet i Iran, hvilket var det publikum, hun ønskede at skrive om og til. Parsipur, som er 74 år, har udtalt at ”Eksil er en tilstand, det er noget, man kan føle. Grundlæggende føler jeg mig alene.” Men alligevel har hun også givet udtryk for, at hun i sin skrift har gebærdet sig uden frygt, og at selv om hun har betalt en høj pris for det, så ville hun som kvinde eller forfatter ikke have skrevet noget om, hvis hun skulle gøre det igen.