Bogforside til Vi skal have nye navne

Behov for nye navne og fortællinger: NoViolet Bulawayo

En ny generation af afrikanske forfattere er for alvor slået igennem på den internationale scene de seneste år.

Det er generationen efter Chinua Achebe (Things Fall Apart, 1958) og Ngugi Wa Thiong’o (Weep Not, Child, 1964); unge kvinder og mænd med rødder i det afrikanske kontinent, der vil noget med litteraturen. En af dem er NoViolet Bulawayo, der er født og opvokset i Zimbabwe, men universitetsuddannet i USA. 

NoViolet Bulawayo er en del af Born Free-generationen, født ét år efter Zimbabwes frigørelse fra hvidt kolonistyre. Hun insisterer desuden på sin titel som zimbabwisk (og i forlængelse heraf, afrikansk) forfatterinde - ikke amerikansk forfatterinde - selvom hun skrev debutromanen Vi skal have nye navne (2013) i USA og på engelsk.

 

Bulawayo (som så mange af hendes medforfattere) er blevet både rost og kritiseret af både amerikanske og afrikanske kritikere – hun er faldet pladask ned i hele diskussionen om, hvad afrikansk litteratur er, bør være og ikke bør være. Hvilken fortælling om Afrika er den mest rigtige? Og hvilke fortællinger er i virkeligheden kun stereotyper? I sin anmeldelse for The Guardian kaldte Helon Habila Bulawayos bog for ”fattigdomsporno”, et udtryk jeg må indrømme at have trukket på smilebåndet over. Det er måske heller ikke helt forkert. Bogen følger Darling, der er barn i Zimbabwes slum og senere flytter til USA. Her tilbringer hun sine teenageår desillusioneret over, at USA ikke er tættere på et paradis end det slumkvarter, ironisk nok kaldet ”Paradise”, hvor hun voksede op.

Den fortælling, vi (læs: Vesten) får fortalt om Afrika, er tit den samme – fattigdom, vold, gadebørn, AIDS – alle ting, som Bulawayos Zimbabwe også indeholder. Forfatterinden Chimamanda Ngozi Adichie advarede os om ”the danger of a single story”, at fortællingen om Afrika altid er den samme. Men kulissen i Vi skal have nye navne føles hverken som en stereotype eller som fattigdomsporno, især fordi det er naive barneøjne, vi ser den med. Og i øvrigt er kulissen langt fra det vigtigste ved bogen – den handler om Afrika, men den handler ikke kun om Afrika. Bulawayo skriver om kvinder, kvindelige historier og skæbner. Og måske vigtigst skriver hun om sprog og manglen på sprog; hvad sprog kan og ikke kan. Bulawayo taler i interviews ofte om, hvordan sprog og navne definerer os, forbinder os til vores identitet og ophav, til vores land, vores familie og os selv.

’NoViolet Bulawayo’ er i sig selv et valgt navn og en måde at have moderen (Violet) og hjembyen (Bulawayo) med sig. Hun er født Elizabeth Zandile Tshele og er desuden opvokset med mange forskellige navne i hjemmet, på legepladsen, i skolen og blandt familien osv., og har derfor altid været bevidst om, at navne og sprog ikke er statiske ting, men levende væsner. ”I was very conscious of language as a living beast,” siger Bulawayo selv i et interview for dw.com, og her låner hovedpersonen Darling i Vi skal have nye navne også fra Bulawayos eget liv; altså i at vokse op med mange sprog og navne, man selv er med til at forme. Bulawayo og Darling har begge oplevet at rejse bort, rykke livet op med rod og efterlade fædreland og modersmål, til fordel for et nyt hjem og et nyt sprog, med nye ord og nye navne. 

Noget af det mest interessante ved Bulawayos roman er derfor ikke så underligt netop sproget, der indkapsler dette potentiale og behov for nyskabelse. Sproget lader sig ikke fastlåse, men vokser og forandrer sig. Vi skal have nye navne foregår på tværs af steder og sprog; i Afrika trænger det engelske sprog ind, og i USA farver immigranternes afrikanske modersmål det engelske med dialekter, udtryk, talemåder og navne. Man mærker spændingerne og udfordringen ved at veksle mellem modersmålet og det nye, lærte sprog. Sproget er aldrig statisk; det er rytmisk, legende, det er levende. Romanen er skrevet på engelsk, men Bulawayos hjemland og modersmål løber gennem teksten som årer gennem træ. Her bliver sprog bindeleddet til identitet, og når identiteten forandrer sig, er sproget nødt til at følge med: vi skal have nye navne, som titlen så fint påpeger. Bulawayo sætter altså fokus på, at man kan have mange hjem, og derfor brug for flere navne, i forsøget på at skabe vores egen identitet i verden. 

Vi skal have nye navne viser også den sprogbarriere, man som immigrant i USA møder – Darling kommer til USA som barn og formår relativt hurtigt at suge det nye sprog til sig, mens tante Fostalina, som Darling flytter ind hos, stadig taler med en tung accent. Det bliver tydeligt i en scene, hvor tante Fostalina forsøger at bestille et stykke tøj over telefonen, men har svært ved at tilpasse sin udtale så kvinden i røret forstår hende. Og så er vi i virkeligheden tilbage ved begyndelsen, ved diskussionen om, hvordan den rigtige ”fortælling” om Afrika lyder. Bulawayo sidder som flere andre afrikanske forfattere, der er slået igennem internationalt, fast i en mellemposition. De bliver kritiseret for at insistere for meget på deres ”afrikanskhed” og samtidig for at skrive ”for vestligt” eller til et vestligt publikum. Er en forfatter ikke autentisk, hvis hun som Darling har været nødt til at tilpasse sit sprog for at blive hørt? Skal hun ikke forsøge at tale ”som en amerikaner”, selvom hun risikerer ikke at blive forstået, eller måske slet ikke læst? Og hvem bestemmer i øvrigt hvilken ”afrikanskhed”, der er mest autentisk?

Faktum er, at succes for afrikanske forfattere stadig i høj grad afhænger af Vesten og det vestlige bogmarked. Vi vil heldigvis gerne læse mere internationalt i vores del af verden, og gør det i stadig højere grad. Men bevidstheden om, hvilke fortællinger vi fremhæver, hvilke sprog de skrives på, og hvem der har adgang til dem, er også rigtig vigtig at have med. Bulawayo navigerer rummet mellem Afrika og Amerika, både personligt, sprogligt og litterært. Hun skriver på engelsk, men problematiserer også det at skulle gøre sig forståelig på et andet sprog end sit eget. Det er ikke stereotypisk fattigdomsporno, hun skriver, men en hyldest til sproget og dets udfordringer og muligheder. Hun er et eksempel på, hvor kompliceret og komplekst et kulturmøde, der er i gang mellem disse to kontinenter, og hun viser os også, hvordan sproget og litteraturen er et sådant møde. Det kan række på tværs og hjælpe os redefinere vores kulturelle og personlige identitet, slippe ”the single story” og skabe nye navne.

Du kan låne NoViolet Bulawayos roman hos Aarhus Bibliotekerne, og hvis emnet har vækket din interesse, er der et par anbefalinger til videre læsning her:

  • Adaobi Tricia Nwaubanis artikel ”African books for western eyes” i The New York Times
     
  • Teiye Selasis essay ”Bye-Bye Babar”, om den nye generation af emigranter fra Afrika (”afropolitans”), der har taget den globaliserede verden til sig
     
  • Chimamanda Ngozi Adichies spændende Ted-Talk ”The danger of a single story” (link til Youtube).

skrevet af Katrine Møller Jensen