Logo med fire kvinder tegnet

Kvinder rundt om kanon: Et væld af farverige stemmer

Har du nogensinde undret dig over, hvilken litteratur, der er populær i andre dele af verden? 

Kvinder rundt om kanon er et verdenslitterært projekt, der netop gerne vil skabe opmærksomhed om og interesse for alle de fantastiske kvindelige forfattere, der er at finde lige udenfor døren til vores vestlige kanon. En mere mangfoldig litteraturhistorie kan åbne for nye måder, vi kan se både litteraturen og verden på. Det er vigtigt for vores verdensforståelse i en moderne, globaliseret virkelighed - at læse rundt om kanon kan give os nogle nye, spændende læseoplevelser og samtidig være med til at gøre os til mere afrundede og nuancerede personer.

Den litteratur, som dominerer vores bevidsthed er ofte mandsdomineret og vestlig betinget (især europæisk). Hvem har ikke hørt om William Shakespeare, Johannes V. Jensen og Stephen King? Kanondiskussionen er én, der har været præget af mange stemmer spredt over mange forskellige litteraturhistoriske perioder, men det er kun en brøkdel af disse stemmer, der har været kvindelige, for ikke at tale om ikke-vestlige.

Og det er en skam, for der er så farverigt et væld af kvindelige stemmer, der er værd at lære at kende, så hvorfor ikke starte her? I 1500-tallet i Indien skrev den unge, hinduistiske forfatterinde Mirabai sig ind på legendestatus. Og den arabiske poet al-Khansa fra 500-tallet har fået ry som en tidlig krigerkvinde, og hendes forfatterskab kan hamle op med - hvis ikke overgå - de fleste mandlige poeter fra det område. Mere nutidigt maler den unge grønlandske skribent Niviaq Korneliussen de mange nuancer af queer identitet, der ellers har været underrepræsenterede i hendes hjemland.

Hos Kvinder rundt om kanon vil vi gerne have dig til at samle en bog op, som du måske ellers ikke ville have opdaget. Projektet er udviklet af fire litteraturhistorikere fra Aarhus Universitet og er skabt med præcist det formål at fejre alle disse underbelyste forfattere og deres litteratur.

Her på siden kan du finde det litterære verdenskort, hvor du kan klikke dig igennem forskellige verdensdele og blive introduceret til et udvalg af spændende, kvindelige forfattere fra forskellige steder og historiske perioder. Kortet er tænkt som en levende inspirationsbank, hvor du kan gå ind og finde nye forfattere, temaer og litteratur. Du kan også følge med på Instagram, @kvinderrundtomkanon, hvor der løbende sker en hel masse spændende ting, herunder boganbefalinger, forfatterportrætter, temauger og fun facts. Desuden vil der i løbet af sommeren udkomme en række dybdegående blogindlæg her på siden om udvalgte forfattere, hvor blandt andet vores gæsteblogger, forsker og oversætter Sophus Helle, vil skrive et indlæg om den første forfatter vi kender til, nemlig digterinden Enheduana fra Irak.

Kvinder rundt om kanon er i bund og grund baseret på begejstring og læseglæde. Vi ønsker intet andet end at skabe en inklusiv og ikke-dømmende atmosfære, hvor vi kan mødes og inspirere hinanden i litteraturen. Projektet er et rum, der skal være passioneret, farverigt og imødekommende, hvor alle kan være med uanset forhåndsviden fra alle livets veje og gader.

Så hold øje med os! Og hold øje med kvinderne! Verden vælter sig i stemmer, som ikke bliver hørt, og hvis du ønsker at høre nogle af dem, så er du kommet til rette sted.

Link til det litterære verdenskort. Kortet fungerer bedst, når du kører det på en computer og i fuldskærm - og desværre ikke så godt på en smatphone.