Halloween - fester, traditioner og uhyggelige fortællinger

10.10.23
Få inspiration til en (u)hyggelig Halloween! Gør klar til fest med skræmmende pynt, udklædning og mad. Lær mere om traditionen, og hvorfor vi stadig fejrer Halloween i dag. Eller læs en gysende fortælling, der får de små hår til at rejse sig.

Når mørket begynder at sænke sig, og vinden rusker i træerne, så ved man, det igen er blevet tid til gys og gru! Den 31. oktober fejrer vi Halloween, og for mange betyder det græskarlygter, udklædning og ”slik eller ballade!”

Vi har samlet en række bøger, der inspirerer dig til en uhyggelig Halloween for hele familien.

Klam pynt og søde sager

På kun ti minutter kan du lave din egen Halloween-pynt. Ting til Halloween giver dig idéer til små aktiviteter, som børn fra 8 år kan lave til at dekorere festen eller værelset.

Hvis det skal være mere sødt, kan du finde opskrifter på heksehattekager, sukkerkranier eller zombiefingre i Halloween ideer. Hvad enten du skal holde Halloween-fest eller bare vil skabe en uhyggelig stemning derhjemme, er der gode idéer at hente.

Hvorfor fejrer man egentlig Halloween?

Læs dig også klogere på, hvorfor vi egentlig skærer græskarhoveder, klæder os ud og spiser klamme snacks, når det er Halloween.

I bogen Halloween, der indgår i letlæsningsserien Første Fakta, kan de små fra femårsalderen lære, hvorfor man laver sjov med det, man er bange for – som spøgelser, zombier og varulve!

Historier for de små

Endeligt findes der også et utal af sjove, skøre og lidt uhyggelige Halloween-fortællinger. Tag med Leo, Alf og Fie ud for at samle slik hos naboerne i Gys i gaden – slik eller ballade. Eller læs med, når den vampyrglade Viktor pludselig får en ny nabo i En vampyr som nabo!

For de helt små kan I også komme med Lasse og Laura til Halloweenfest i børnehaven, hvor der også er masser af inspiration at hente, hvis man selv skal holde fest.

Find din Halloweenlæsning og reservér bøgerne herunder.

Materialer