Pigernes bogklub har læst Nedtælling

Nedtælling er første bind i serien Mørkt stof af Teri Terry.

Nedtælling er en intens og uforudsigelig YA-dystopi.
Callie er en pige på 11 år og har været forsvundet i et år. Shay, der er 16 år, har set hende og tager derfor kontakt til Callies storebror Kai. Eftersøgningen på Callie går over hele Skotland, men snart dukker en slem influenzaepidemi op. Influenzaen virker hurtigt og stort set alle personer, der smittes, dør inden for samme dag. Der findes ingen kur mod influenzaen, så over alt bliver der oprettet store karantænelejr til de syge for at adskille syge og raske. De få mennesker, der overlever, bliver anset som farlige og fjernes af militæret. Mens Kai og Shay er på jagt efter flere spor om Callie, er de flugt fra militæret, fordi de tror, at Shay har slået en dreng ihjel.
Bogen er inddelt i fire store dele og med mange korte kapitler, hvor vi skiftevis følger Shay og Callie. De korte kapitler gør bogen hurtig at læse, og man vil hele tiden gerne vide mere og mere og mere.
Nedtælling er dyster og ret ond og minder os på den måde lidt om Reservedelenes By af Lise Bidstrup og De døde vågner af Line Kyed Knudsen. Men altså på den gode måde. Vi synes, at bogen var meget spændende, og vi er vilde med mysteriet, der skal opklares. Vi tror også, at vi har opklaret noget, som vi håber, bliver afsløret i bog 2, men vi vil ikke røbe for meget.

Nedtælling kan klart anbefales!
Pigernes bogklub giver Nedtælling 4,5 ud af 6 stjerner.

Et godt råd fra Pigernes bogklub:
Når du har læst bog 1 færdig, så gå tilbage til starten og læs prologen igen…

Materialer