Pigernes bogklub læste Grænsen til Trafallas og fik besøg af forfatteren og Skødstrup læseklub for unge

Vi har haft besøg af Julie M Day, der er forfatter til ”Grænsen til Trafallas – den halves arv,” det første bind i fantasyserien om Grace og landet Trafallas. Julie fortalte om sin bog og om, hvordan det er at skrive, og så havde hun nogle gode råd til, hvordan man starter med at skrive. Der var også en konkurrence med en flot præmie.

”Grænsen til Trafallas – den halves arv” handler om Grace, der bor i en amerikansk by og arbejder i en antikboghandel. En dag dukker der en mystisk skriftrulle op, som har en underlig skrift, som hverken Julie eller hendes kollega kan læse, men Grace kan se lys og føle varme komme ud fra den. En mærkelig mand begynder så at stå foran butiksruden til boghandlen og kigge ind, og det gør Grace mere og mere nervøs for hver dag, han er der. Manden stjæler skriftrullen og kidnapper Grace med til en anden verden, der er befolket af elvere og mystiske væsener. Her slipper hun væk fra manden og møder nogle venligtsindede elvere og en hvid tiger. Hos elverfamilien lærer Grace om deres kultur, sprog og historie, og hun finder ud af at menneskeverdenen og elververden engang har været knyttet sammen. Grace skal finde ud af, hvordan hun kommer hjem til menneskeverdenen igen, og hvorfor hun overhovedet blev kidnappet. Men hun skal også finde ud af, hvem hun kan stole på, og hvad hun egentligt er, for hun er nemlig ikke kun menneske.

Historien er fuld af magi, sære væsener, kærlighed, og så leder bogen op til meget mere spænding i de næste 2 bøger.

Julie fortalte, at hun startede med at skrive, da hun var lille. Allerede da hun var 8 år gammel og læste Harry Potter, blev hun vildt imponeret over, hvordan man kan bygge en historie op, og hvor spændende det kan være at skrive selv.

Trafallas begyndte Julie at skrive på i 2010, da hun arbejdede i en reception over en meget varm sommer og ikke havde noget at lave. Hun åbnede et word-dokument på computeren med håbet om, at en bog kunne skrive sig selv, og så begyndte hun at skrive: ”Jeg ved ikke hvad, jeg skal skrive.” Efter lang tid dukkede der pludselig en person op, en person som ledte efter noget. Den idé gik Julie så videre med, men hun blev hele tiden stoppet af tanken om, hvad der kan lade sig gøre i en historie, indtil hun besluttede sig for at i fantasygenren må man alt, og så kørte det bare. Julie har skrevet Trafallas-bøgerne som ren underholdning, hvor man barre kan læne sig tilbage og rejse med til en anden verden. Hun har længe haft plottet på plads, men detaljerne er kommet hen ad vejen, og dem har hun skrevet om mange gange. Hun finder dog hele tiden ting i historien, som hun ville ændre nu, når hun genlæser historien. Julie fortæller, at hendes karakterer efterhånden lever deres egne liv og selv bestemmer – hun skriver bare det ned, de gør, også når de gør ting, som er uovervejede eller dumdristige. Julie er stadig skrækslagen over, at andre faktisk skal læse bogen, for hvad hvis de ikke kan lide den. Julie fortæller, at hun bliver enormt glad, når fans kontakter hende og fortæller, hvad de synes.

Julie havde en præmie med til en konkurrence om hvem, der kunne stille det bedste spørgsmål til hende. Man kunne vinde den første bog i lækker ny hardback udgave og en mulepose med bogtitler og hastags. Vinderspørgsmålet var ”Hvad giver det dig at skrive?”

 

3 råd fra Julie om at skrive:

• Hvis du har en idé, så skriv den ned med det samme.

• Start med at skrive: ”Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive” og se hvad der sker videre.

• Tænk helt frit og uden begrænsninger. Når du skriver, er det dig, der bestemmer reglerne, men hvis det er en realistisk historie, så brug noget tid på research.

 

Bonusinfo:

• Forsideillustrationerne er lavet af Per O, som også har lavet forsiderne til de første danske Harry Potter bøger.

• Landet i Julies bogserie hedder Trafallas, fordi det skulle lyde som noget, man kan synge, og så kom det bare til hende.

• Julie er meget inspireret af instrumental musik fra film og dansk natur med bøgeskov og nåleskov, gerne når skoven er lidt tåget og dunkelt.

• Bog 3 til Trafallas-serien kommer i 2019

• Julie har masser idéer til bøger efter Trafallas. Hun er faktisk så småt i gang med en helt ny fantasyserie, der skal være i fire bind, men mere vil hun ikke sige.

 

Julie elsker selv at læse fantasy, og her er nogle af hendes anbefalinger:

• Ellekongen af Signe Fahl

• Serien om Næslandet af Eva Egeskjold

• Serien Djævlepassagen af Karen Inge Nielsen

• Serien Ilttyv af Nicole Boyle Rødtnes

• Heksen kald af Mette Sejrbo

 

Pigernes Bogklub har givet ”Grænsen til Trafallas – den halves arv” 4 ud af 6 stjerner.

Materialer