De sultne øjnes ørkesløse bevægelser i intetheden

04.11.19
Metro samler tre noveller og et essay af den argentinske forfatter Julio Cortázar (1914-1984) om, netop, metroen. Forlaget fortæller, at Københavns nye Cityring åbnede i anledningen af samlingens udgivelse, ikke omvendt — og sådan burde det i hvert fald være, for Cortázars stilistiske krummelurer kan få enhver til at elske hans skrift lige så dybt, som metroen graver sig ned under Marmorkirken.

Anmeldelse af Julio Cortázar: Metro, udgivet på Skjødt Forlag d. 23. september 2019, oversat af Ane-Grethe Østergaard
Anmeldt af Hans Peter Madsen

"Vi har alle hundredvis af gange læst de samme reklameslogans, de samme kommunale påmindelser, forbud og råd, for i metroen sulter øjnene og søger noget at foretage sig, noget at holde sig til, som kan afbryde deres ørkesløse bevægelse i intetheden."

Sådan skriver Julio Cortázar relaterbart i essayet "Under jorden". Metroen, forklarer han, har til forskel fra busser og tog ingen udsigt gennem vinduerne, som man kan lade sig henføre af. I stedet må de sultne øjne finde noget at kigge på i metrotoget, men her melder tabuerne sig: Man må ikke stirre på sine medpassagerer, så i stedet "isolerer [man] sig i et minimum af bevægelser, mimik og blikke." Det er dette tabu, som samlingens første novelle, "Manuskript fundet i en lomme", tager udgangspunkt i.

I novellen følger vi en mand, der bevæger sig ned i metroen for at spille et spil: Han kigger diskret på den overforsiddende kvindes spejlbillede i metroens mørke rude, og hvis hun så sender et blik tilbage, ser han legen som indledt. Han står af toget det samme sted som kvinden, og han har på forhånd valgt, hvilken videre forbindelse han vil tage fra hver enkelt station; hvis hun vælger den samme, er spillets præmie, at han "må" tale til hende. Hvis han bryder spillets regler, føler han "kampen i brønden, edderkopperne i maven"; han spiller ikke bare spillet for sjov, men med en OCD-agtig besættelse. Og selvfølgelig må det gå galt, da han forelsker sig hovedkulds i en af metroens intetanende kvinder og vælger at bryde reglerne: Da Marie-Claude, som hun viser sig at hedde, står af på Denfert-Rochereau, følger han med op fra stationen, selvom han havde planlagt at tage en anden forbindelse.

Syntaksens badutspring
Hvad gør denne novelle så god? Et bud kunne være den måde, hvorpå Cortázar observant beskriver metropendlernes uskrevne regler. Eller at kærlighedshistorien, der ellers starter som en gåsehudsfremkaldende stalkerfortælling, også indeholder oprigtigt hjerteskærende forelskelse. Men først og fremmest skyldes det Cortázars eminente sprog; hans syntaks, der aldrig hviler, altid finder på nye badutspring og formbevidste krummelurer:

"Jeg tog en taxi hjem til mit eget kvarter, for første gang til stede i mig selv som i et utroligt, fremmed land, mens jeg gentog at det var sket, at Marie-Claude, at Denfert-Rochereau, og pressede øjnene hårdt sammen for ikke at miste hendes sorte hår, hendes måde at læne hovedet til side på før hun sagde noget eller smilede."

Disse ufærdiggjorte at-sætninger ("at Marie-Claude, at Denfert-Rochereau"), der er et af de gennemgående stiltræk i novellen, passer bare perfekt ind i vor OCD-fortællers hektiske sind, hvor vi allerede kender de maniske sammenhænge så godt, at ingen afslutning på ledsætningen behøves for at kunne følge hans tankegang. Det er virkelig stor sprogkunst — og virkelig stor oversætterkunst!

Sprækkerne i det sædvanlige
Som den eneste af de fire tekster samlet i Metro har "Manuskript fundet i en lomme" tidligere været udgivet på dansk; dengang i Peer Bundgaards oversættelse i samlingen Parkernes kontinuitet og andre noveller (Basilisk, 2014). Men det er en eminent novelle, som sagtens kan tåle at blive oversat og udgivet igen.

Og det er bare én ud af tre noveller og et essay, som man gavmildt bliver tilbudt, når man åbner Metro. Alle fire tekster er udvalgt, fordi de kredser om metroens særlige rum og de koder, der gør sig gældende dér; et sted, hvor "[d]et sædvanlige er så gennemgående, at den mindste overskridelse eller sprække træder frem med en tydelighed, den ikke ville have på overfladen."

Disse sprækker er Cortázar en mester i at finde, og derfor må samlingen være den perfekte læsning for de københavnere, der kan glæde sig over åbningen af Cityringen i september. Ifølge forlaget åbnede Cityringen i anledning af udgivelsen af Metro, ikke omvendt, og den form for benovet modtagelse burde en ny Cortázar-samling i hvert fald få! Ifølge forlaget er endnu en tematiseret Cortázar-antologi på vej; jeg håber, det offentlige Danmark fortjent vælger at markere dét med et infrastrukturprojekt for adskillige milliarder.

Tags