Sexlyst, boksning og Harry Potter: Podcasts til din indre nørd

Af Anonym (ikke efterprøvet)
16.09.19
Det vrimler frem med podcasts, der går i dybden med nicheemner og nørderier. Vi har fundet en række podcasts på eReolen, der er perfekte, når du vil nørde igennem, men ikke selv orker at læse op på emnet.

Hvis du bruger en podcast-app på din smartphone, har du sikkert lagt mærke til, at der findes et væld af podcasts om selv de smalleste emner. Måske har du ovenikøbet selv opdaget, hvor fedt det er at blive suget ind i et nørdet univers, hvor du får sneget ekspertviden ind i øregangene gennem spændende samtaler.

Her har du en guide til nogle fantastisk nørdede podcasts, som gør dig klogere på alt fra svampetrip og sexlyst til kolera og kopper.

Mysteriet om de små grå
Tænker du nogensinde på, hvad sker der i hjernen, når vi bliver liderlige? Eller hvad hvordan et svampetrip påvirker hjernen? Hvis du ikke gjorde det før, gør du nok nu. Heldigvis får du svaret på spørgsmål som disse i podcasten Brainstorm, der går i kødet på hjernen og formidler hjerneforskning på en forståelig måde.

USA’s historie banket ind med boksehandsker
Hvis du ikke er boksefan, lyder denne podcast måske ikke som noget for dig, men du skulle tage at give den et lyt. 100 års boksning giver nemlig et anderledes indblik i amerikansk historie og stiller blandt andet skarpt på racekamp og racisme. I boksesporten var der gennem 1900-tallet en lang række afroamerikanske boksere med fremtrædende personligheder, der arbejdede sig op og frem i samfundet og fik en stemme på en anden måde end andre sorte i deres samtid.

Naturvidenskabens højdepunkter
I serien 50 opdagelser får du et kort overblik over nogle af naturvidenskabens vigtigste resultater formidlet på en let og forståelig måde. Hør fx den hyper relevante episode om kokopper og vaccination eller episoden om historien bag opdagelsen af DNA-strukturen.

Fun facts og forskning
Du kender nok allerede Tænkepause-bøgerne, men vidste du, at du også kan høre dem som podcast? I hver episode interviewes en ny forsker, som gør dig klogere på emner, der spænder over alt fra hjernen til korruption. Podcastene er om muligt endnu lettere at gå til end bøgerne og giver masser af ammunition, hvis du gerne vil diske op med fun facts til diskussionen ved middagsbordet.

Tryllebindende troldmandssnak
Har du også læst alle Harry Potter-bøgerne og set filmene et sted mellem 5 og 1000 gange? Så er denne her podcast lige noget for dig! Amalie og Nanna fra Harry Pottcast gennemgår og diskuterer i hver episode et nyt kapital fra Harry Potter-bøgerne. Det er er den perfekte kur mod dine Hogwarts-abstinenser.

Tyskertøser og menneskeudstillinger
Selvom du ikke bor i hovedstaden, bør du kaste sig over serien Bag om København, hvis du interesserer dig for historie. Hør for eksempel episoden om tyskertøserne, der måtte betale en høj pris for deres forelskelser under 2. verdenskrig. Eller den med den indiske familie, der blev udstillet i zoologisk have i 1901.

 

Materialer