Litteraturen går til: Færøerne
"Litteraturen går til…" er en serie af litteraturpas med anbefalinger af bøger, som kan give dig et anderledes indblik i din feriedestination.
Når vi læser, kan vi få lov til at låne et andet perspektiv for en stund, og se landskabet omkring os med andre øjne.
Samtidigt kan det gøre litteraturen endnu mere levende at se de steder, hvor handlingen udfolder sig, med vores egne øjne.
Vi håber, at du med litteraturpasset i tasken vil få en skøn rejse - og en masse spændende læseoplevelser med på vejen.
God tur!
"SÆLKVINDEN"
Nedskrevet af V.U. Hammershaimb og illustreret af Edward Fuglø
"Man siger, at sæler oprindeligt stammer fra mennesker, som har taget sig af dage ved at kaste sig i havet."
Med disse dystre ord begynder "Sælkvinden", et færøsk sagn, der fortæller om, hvordan menneskets liv er uløseligt forbundet med naturen.
Som Edward Fugløs illustrationer vidner om, så er der mørke og mystiske ting på spil i det færøske landskab.
Én nat om året smyger sælerne sig ud af deres skind for at danse på stranden i deres menneskelige skikkelser.
En nysgerrig mand fra bygden Mikladalur sniger sig ned til kysten for at se sælernes dans.
Der får han øje på en smuk kvinde, og mens hun er optaget af dansen, stjæler han hendes sælskind, så hun ikke kan skifte skikkelse.
Fanget i sin menneskelige form har hun ikke andet valg end at gifte sig med manden, der holder hendes skind låst inde for at forhindre hende i at forsvinde ud i havet igen.
Som man måske kan fornemme, får det ganske fatale følger.
Sælkvinden var oprindeligt en mundtlig fortælling. Den blev nedskrevet af V.U. Hammershaimb, der indsamlede en stor del af de færøske sagn i slutningen af 1800-tallet.
Hvis du besøger Mikladalur, så kan du faktisk se sælkvinden (eller Kópakonan som hun hedder på færøsk) med dine egne øjne.
Hun står nemlig, i skikkelse af en statue, ved kysten og skuer ud over det vindblæstehav.
"Ø" af Siri Ranva Hjelm Jacobsen
"Ø "handler om en ung kvindes hjemrejse.
Men hjem er ikke altid det samme sted. Nogle gange er det faktisk slet ikke noget sted.
Den unge kvinde, der fortæller historien, er født og opvokset i Danmark.
Men hendes mors forældre (omman og abben) var færinger, og forbindelsen til de grønne øer mod nord har ligget som en rød tråd gennem hele hendes liv.
"Jeg kan ikke engang udtale mit eget navn."
Romanens forløb er ingen lige linje, men bevæger sig mellem forskellige tider, steder og mennesker.
Den unge fortællers egen historie er forbundet med slægtshistorien, Færøernes historie og verdenshistorien.
Og også med litteraturhistorien –der er nemlig en masse finurlige referencer til det græske epos Odysséen undervejs.
Siri Ranva Hjelm Jacobsen skriver i et stemningsfuldt og sanseligt sprog, og man kan næsten se, dufte og smage det færøske landskab, mens man læser: Naturen er der ikke bare, den sover, synger, rusker og tramper i menneskenes liv.
Og så har hun et ganske særligt blik for de både store, små og besværlige følelser, der er forbundet med dét at have en familie.
PS: På en af bogens første sider, er der et fint, håndtegnet kort over Færøerne.
Ganske praktisk, hvis du farer vild på hjemrejsen.
"SOLHAVEN" af Beinir Bergsson
Digtene i "Solhaven" myldrer af liv.
Billeder af en blomstrende have flettes sammen med scener fra en seng, hvor to kroppe filtrer sig sammen som snirklede blomsterstængler.
Haven er en seng, og sengen er en have. Begge dele kan føles som en hel, lille verden i sig selv.
I Solhaven er der ingen klare grænser mellem natur og menneske.
Det kan være svært at orientere sig, men det er meget smukt. Og ret magisk.
Beinir Bergsson er en ny og poetisk stemme i færøsk litteratur. Han skriver om begær og kærlighed med en ubesværethed, som gør digtene florlette at læse.
Det betyder ikke, at "Solhaven" er overfladisk eller ren feel-good-poesi. Tværtimod.
Der er også skygger i haven, og under det grønne mos vrider ormene sig.
Sproget er spækket med navne på blomster, planter og urter: hvenegræs, kæruld, blærerod, stenbræk, fjerbregne.
jeg ser i haven
på min skjorte