Litteraturen går til: Danmark

20.06.23
3 anderledes romaner der foregår i Danmark

"Litteraturen går til…" er en serie af litteraturpas med anbefalinger af bøger, som kan give dig et anderledes indblik i din feriedestination.

Når vi læser, kan vi få lov til at låne et andet perspektiv for en stund, og se landskabet omkring os med andre øjne.

Samtidigt kan det gøre litteraturen endnu mere levende at se de steder, hvor handlingen udfolder sig, med vores egne øjne.

Vi håber, at du med litteraturpasset i tasken vil få en skøn rejse - og en masse spændende læseoplevelser med på vejen.

God tur!

 

Rejsepasset er lavet af kandidatstuderende i litteraturhistorie ved Aarhus Universitet:
Signe Olsen, Laura Sjørup, Henriette Schmidt, Camilla Weber Farver
 

"HEDESELSKABET" af Malte Tellerup

I romanen "Hedeselskabet" flytter vi med Tobias, Viktoria og Andreas til en nedslidt gård på Hedevej i Vestjylland.

De vil skabe et frisindet kollektiv, hvor kunsten kan gro side om side med havens planter og ukrudt.

Drømmen om at klare sig med få midler og leve i samklang med naturens ressourcer udfordres dog af Vestjyllands barske vejr og gårdens tilstand.

Mens Viktoria arbejder som skrivelærer i Holstebro, og Andreas begynder at male igen, kæmper Tobias for at holde huset rent og kaffen klar til uanmeldte nabobesøg.

Den fysiske afstand til naboerne er større i det vestjyske end i storbyen. Måske netop derfor vækkes et behov for at kende de mennesker, der er omkring dem.

Især mødet med den fåmælte udlejer Mads og hans kone Phueng er et rørende indblik i nogle af de udfordringer, der følger med beslutningen om at trække sine rødder op og flytte til et nyt sted.

"Hedeselskabet" skildrer en del af Danmark, der for mange forbindes med idylliske sommerhuse, smukke klitter og badning ved Vesterhavet, men som - måske først og fremmest - er hjem for mennesker, hvis liv defineres af en barsk, men smuk natur.

Romanen giver et ærligt og umiddelbart indblik i den hverdag, der fortsætter, når turistsæsonen er ovre.

"De sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv" af Jeppe Krogsgaard Christensen

Hver mandag til fredag står Magnus Saxtorph op om morgenen, skærer sit æg med præcision og kører med S-toget fra Valby forbi Fisketorvets facade, DGI-byens gule mursten og Palads-bygningens pasteller ind til Nørreport Station.

Der er kun få måneder til pensionen tikker ind, og han forestiller sig, hvordan afskedsreceptionen vil løbe af stablen på den avis, hvor han har arbejdet som anerkendt litteraturkritiker næsten hele sit arbejdsliv.

Problemet er bare, at Magnus blev afskediget for flere år siden. Ingen i hans familie ved, at han hver dag sidder ved det samme bord på biblioteket i Krystalgade og læser dagens aviser, indtil S-toget fragter ham hjem igen om eftermiddagen.

Det er både morsomt, tåkrummende og hjerteskærende at følge Magnus’ forsøg på at skjule sandheden for sin hustru og datter.

De små løgne er gennem flere år blevet til et indviklet net og pludselig trænger virkeligheden sig på. Hvor langt vil Magnus gå for at opretholde illusionen bare et par måneder endnu?

Romanen er fyldt med finurlige hverdagssituationer. Det er pinligt genkendeligt, når Magnus’ rejsekort ikke vil tjekke ind, og der danner sig en angstprovokerende kø af pendlere bag ham.

Samtidig indeholder romanen detaljerede beskrivelser af Magnus’ daglige rute gennem København - en rute, du ikke kan undgå at krydse, måske endda kan prøve at følge.

"Alt dette kunne du få" af Josefine Klougart

I lyset af afskeden bliver alt som at betragte et billede. Og alle billederne synes at være portrætter af tiden …
Sådan lyder det hen mod slutningen af "Alt dette kunne du få"

Og det er netop sådan, det føles at læse romanen: Det er som at bladre gennem tusind forskellige billeder i et familiealbum, der til slut viser sig som en helstøbt fortælling.

Romanen begynder med et blik på nutiden, hvor Barbaras far Erik ikke vil vågne efter en større hjerteoperation. Derefter er den inddelt i fire dele, der strækker sig fra Barbaras barndom på Mols til ungdomsårene og senere til et liv i København væk fra familien.

Romanen har hverken kapitler eller et kronologisk handlingsforløb. I stedet følger vi Barbaras opvækst og hendes familiehistorie gennem tekstafsnit, der tilsammen skaber fortællingen.


Sideløbende med historien om Barbaras familie beskrives historien om Jørgen-Frantz, der ulykkeligt forelsker sig i Estrid i 1921, samt historien om to bjergklatrere i Bern i 1935. Begge historier har haft indflydelse på Barbaras liv, og gennem romanen afsløres forbindelsen mellem dem langsomt.

"Alt dette kunne du få" giver én muligheden for at fordybe sig i en families liv, som det udfolder sig fra bedsteforældrenes barndom frem til fødslen af Barbaras søn.

Romanen er også fyldt med smukke, detaljerede beskrivelser af naturen i Mols Bjerge, der danner rammerne om familiens hjem. Livet tager drejninger og afstikkere til andre steder som Svinkløv, Aarhus og København, men i sidste ende vender alt tilbage til billederne af Mols.