Éduard Louis på scenen - forvandlingens potentiale

13.06.23
Frankrigs litterære superstjerne optrådte på Aarhus Teater søndag aften uden tæppefald, men til en stående applaus, der kunne høres i Paris.

Publikum holdt vejret under lysekronerne i den steghede, stemningsfulde teatersal, da den sortklædte arbejderklassehelt gik på scenen i borgerskabets højborg. Efter halvanden times intens samtale på engelsk med Deadline-vært Issa Mahmoud Jeppesen og oplæsninger fra Forvandlingens metode af skuespiller Emil Busk, blev Louis klappet ud af salen til en signeringskø, der matchede længden på forfatterens klasserejse fra Hallencourt til Paris. 

I escaped because I’m not a straight man

'Forvandlingens metode' (Changer méthode) tager som resten af forfatterskabet udgangspunkt i forfatterens provinsopvækst som homoseksuel i Frankrigs underklasse og handler om den lange vej mod hovedstaden og landets kulturelle og økonomiske elite. 

Drivkraften for forvandlingen var tyve års hån og fattigdom i en nordfransk provins. Fake it till you make it er den korte version af metoden, der handler om at kile sig ind i de højere socialklasser og efterligne livsformer og vaner.

Louis indledte samtalen på teatret med at fortælle, at den dobbeltmarginalisering, han oplevede som homoseksuel underklassedreng, blev hans flugtvej. Hans far og bror havde ikke noget valg og blev ødelagte af alkohol, hårdt fysisk arbejde, giftig maskulinitet og manglende skolegang.

"Skolesystemet er den eneste mulighed for at undslippe sit ophav", fastslog Louis, som selv fandt frelse i studierne og teatrets magiske verden, hvor han for første gang oplevede, folk kunne lide ham. Han kunne noget, han kunne spille en rolle. 

All gay people spend their childhood playing a role

Éduard Louis voksede op i et traditionsbundet og maskulint miljø, som han beskriver indgående i sin debutroman Færdig med Eddy Belleguele. Han opdagede allerede som lille, at han var anderledes end de andre drenge. Han var tyndere, mere følsom og det, de andre betegnede som en tøsedreng eller svans.

Den lille Eddy drømte om ikke at gøre sin far så flov, han drømte om at blive til noget, at blive en anden. "Min fortid var allestedsnærværende, da jeg var teenager, jeg måtte blive en anden, jeg øvede mig og prøvede at grine med min nye latter foran spejlet".

Mobberne i skolegården så forandringerne, men hånede hans nye grin og tillærte overklasse-accent. Selv tænkte den unge Louis: "One day I’ll escape and you will regret and then you will see me on TV and think, damn he was an important person”. 

I write for loosers and fight for the people we don’t love

At skrive har for Louis været en måde at tilgive på og samtidig hævne sin opvækst. Hans kritik af de politiske strukturer og borgerskabets magt er en kamp mod samfundets hierarkier og privilegieblindhed. Først turde han ikke, men nu bruger han sine bøger som våben: “I will use the language to fight the people who oppressed my people.”

Litteraturen oplevede han som et lukket land som barn, fordi den krævede uendelige anstrengelser og færdigheder. Siden blev den en del af forandringens metode, og Louis oplevede genkendelse i bøgerne. Han fremhæver Jamaica Kincaid, der skriver personligt om minoriteter og om at blive frataget sin oprindelige kultur.

På spørgsmålet om fremtiden, fortæller han om sine drømme om at invitere flere ind i litteraturen. Hans egen store lykke og fortsatte drøm er at rejse rundt til fremmede byer og forestille sig at leve andre liv: "I would love to change again and again and again."

"And these children that you spit on as they try to change their worlds, are immune to your consultations, they're quite aware of what they're going through."

David Bowie, Changes, 1971

Privat foto fra balkonen

Arrangementet var en del af den internationale litteraturfestival i Aarhus, se programmet her.