Putin forsøger at omskrive historien

Ruslands invasion af Ukraine er en forfærdelig udvikling, de færreste havde troet var mulig.

Hvis vi kigger forbi Ruslands modstand mod et meget hypotetisk ukrainsk NATO-medlemskab langt, langt ude i fremtiden, hvad er så baggrunden for denne vanvittige invasion af et demokratisk selvstændigt land i Europa?

Præsident Putin har i flere artikler og taler gjort klart, at han ikke ser Ukraine som en legitim stat. Tværtimod, som et land, der er kunstigt frembragt som del af Sovjetunionen i 1922, og før det var en del af det russiske imperium.

På den måde forsøger Putin at skrive ukrainerne ud af historien og nægte dem deres egen identitet og forskellighed fra russere og Rusland - en disciplin der blev opdyrket længe før Putin.

For at forstå baggrunden for invasionen, kan det være nødvendigt at forstå hvilken rolle, Putin tilskriver Ukraine i den russiske historie. Putin og mange russere mener, at Rusland, Ukraine og Hviderusland udgør en samlet slavisk nation, der har fælles rødder i vikingestaten ”Kiev Rus” der opstod v. Dnjeprflodens bred i 800 tallet e.v.t.

Det var her den ortodokse kristendom kom til riget fra det Byzantinske imperium, og derfor her den ortodokse russiske kirke er grundlagt. Kiev er med andre ord Ruslands hjerte – hvis man spørger en russisk historiker. Spørger man en ukrainsk, er det grundlæggelsen af den første ukrainske statsdannelse.

Det har derfor været et stort problem for Ukraine som et selvstændigt land, at Ruslands og Ukraines nationalmyter modsiger hinanden, og at et selvstændigt Ukraine alene modsiger Ruslands idé om sig selv, som et land, hvis identitet rækker ud over sine egne landegrænser. Med Ukraine er Rusland automatisk et imperium, uden Ukraine er Rusland en amputeret stormagt.

Putin er på den måde med sin invasion ved at gøre bod på en i hans øjne historisk fejltagelse, at det selvstændige Ukraine overhovedet fik lov at drive væk fra Rusland. Første skridt blev taget med Krim halvøens annektering i 2014, efter Euromaidan revolutionen i Kiev, der smed den prorussiske - men frem for alt kleptokratiske præsident Viktor Janukovitj på porten.

Her gjorde Putin op med den i russiske øjne uacceptable historiske fejltagelse, da den sovjetiske leder Nikita Krustjov gav halvøen væk til den ukrainske sovjetrepublik i 1954. Dengang betød det mindre – for sovjetrepublikken Ukraine løb jo ingen steder.  I 1991 da Sovjetunionen gik i opløsning betød det, at Krim, inkl. den russiske flådebase der, pludselig lå i et andet land. Krim havde på det tidspunkt været russisk siden ekspansionen af det russiske imperium under Tsarina Katarina den Store i slutningen af 1700 tallet.  

Ser man historien fra den ukrainske side, så har forholdet til Rusland været en lang kamp for at have ret til sit eget sprog og kultur. Ukrainerne var i det russiske imperium tildelt rollen som ”lillerussere” sammen med de to andre folkeslag, hviderussere og ”storrussere”. Det betød fx at ukrainsk sprog og litteratur var forbudt, og at eliten snakkede russisk.

Ukraines selvstændighed har derfor givet et behov for at genopdage en ukrainsk historieskrivning, adskilt fra den imperiale russiske, hvor ukrainerne ikke findes, eller er reduceret til ”lillerussere”. Det betyder samtidig også at sørge over de overgreb, man tolker som begået mod den ukrainske nation. F.eks. har Holodomor, Stalins kunstigt frembragte hungerkatastrofe i 1930erne fået karakter af et russisk folkemord mod den ukrainske bondestand, der skulle knækkes for at acceptere kollektiviseringen af landbruget.

De sidste 30 års russiske forsøg på at kontrollere Ukraine med politiske midler har slået fejl, på trods af alle intentionerne om at være broderfolk og tilhøre samme nation. Ikke én, men to folkelige revolutioner har Ukraine været vidne til, Orangerevolutionen i 2004 og og Euromaidan i 2014. Begge gange for at slippe af med valgsvindel, russisk indblanding og prorussiske korrupte ledere. At et demokratisk delvist russisktalende land, kan slippe af med udemokratiske ledere på den måde, er i sig selv en trussel mod Putins eget autoritære regime i Rusland.

Nu vil Putin rette op på det, han selv betegner som fortidens fejltagelser og med hård magt indsætte et kremlvenligt styre i Kiev. Det er skamfuldt, at vi lader det ske i Europa.