Vil du gerne være pindsvineven?

05.04.22
Så hjælp DR Ramasjang og Aarhus Bibliotekerne med at bygge kvashuler eller pindsvinehuse rundt omkring i byen.

Pindsvin i Danmark mangler steder, de kan bo og gemme sig, når de skal sove vinterhi eller have unger.

Hjælp pindsvinene ved at lave en kvashule eller byg et solidt pindsvinehus ud af en gammel trækasse. Her kan pindsvinet søge ly for regn og vind og bygge rede.

Det nemmeste pindsvinehus er en kvasbunke. Det gode ved kvasbunken er, at I kan finde alle materialerne i haven eller i en nærtliggende skov eller park.
Derudover er der mange andre dyr, der vil få glæde af kvasbunken i haven.

Materialer du skal bruge:

Kviste
Kvas
Haveaffald

Sådan gør du:

1. Find et sted i haven, hvor der ikke blæser, og hvor der er ro. Få børnene til at hjælpe med at vurdere, hvor kvasbunken vil være mindst forstyrret.
2. Find grene, pinde, blade og andet haveaffald, I finder på jorden i haven eller i en skov.
3. Lav en bunke op ad et hjørne eller et andet uforstyrret sted.

Du kan også hjælp pindsvinene ved at bygge et solidt pindsvinehus ud af en gammel trækasse.
Her kan pindsvinet søge ly for regn og vind og bygge rede. Trækassen beskytter også pindsvinet mod rovdyr.

Materialer du skal bruge:

Sav
Målebånd
Trækasse – en frugtkasse eller en anden kasse I har på lager
Pinde og blade

Sådan gør du:

1. Find en gammel trækasse, en sav og et målebånd.
2. Mål 10 x 10 cm på kassen til et indgangshul og sav det ud.
3. Lav huller i trækassen, hvis den er massiv, så der kan komme luft igennem kassen.
4. Sæt kassen ud i haven på et blødt underlag. Find et sted med ro og læ.
5. Skjul pindsvinehuset med en masse grene.
6. Læg derefter en masse blade ovenpå huset – wupti! En flot pindsvinehus!
7. Lav et lille skilt, der siger ”STOP! Pindsvinets hus”, så alle i familien ved, at de ikke skal fjerne huset og lade være med at kigge i huset.

 

TIP: Tjek om pindsvinet bor i huset uden at forstyrre det

Hvis I begynder at rode i kvasbunken eller kigge ind i pindsvinehusene, forsvinder pindsvinene. De er nemlig ikke ret glade for at blive forstyrret.
Her er et par tips til, hvordan I alligevel kan se, om der er pindsvin i jeres hus.

• Hvis det en nat er tørt, kan I drysse mel udenfor indgangen og se, om der er fodspor næste morgen.

• Hvis I har én udgang i huset, kan I sætte små pinde op foran udgangen eller lægge små ting i et mønster, og se, om de er flyttet eller fjernet næste morgen.

Vil du gerne være pindsvineven?

Lav en hule derhjemme og tag et billede af den. Tag på DOKK1 og vis billedet til bibliotekaren og få et diplom og super seje Ramasjang redder pindsvinene klistermærker - Så kan alle se, at DU er en sand pindsvineven! 

Vil du vide mere om pindsvin, så dyk ned i boglisten herunder

Materialer