Fem friske frø-opgaver!

21.04.21
Bliv frø-redder og hjælp Aarhus Bibliotekerne og DR Ramasjang med at redde frøerne!

Vi har samlet lidt ideer til, hvordan du kan være med til at hjælpe frøerne.

Opgave 1: Hjælp andre med at passe på frøerne ved at vise, hvor de bor.

Det skal I bruge:

• Pensel, maling og sten

Sådan gør I:

1. Find nogle gode sten
2. Mal en frø eller et andet motiv på dem. I kan også skrive ”FRØ” på stenen.
3. Læg stenen ved et lokalt vandhul. Nu ved andre, at her bor der en frø, man skal passe på.

Opgave 2: Ta’ på frø-litterær-tur

Som frø-redder er det vigtigt at lære noget om dem, man skal hjælpe. Og hvilke frøer bor der egentlig her i byen?

Ta’ på opdagelse i vores lokale natur med nogle frø-bøger under armen. På bibliotekerne har vi masser af fagbøger som handler om - ja, altså, gæt én gang – frøer. Bliv klogere på både de store og de små af slagsen. Vi har samlet nogle nederst på siden, du kan kigge nærmere på.

Opgave 3: Red frøerne ved at samle skrald.

Skrald er ikke godt for frøer. Men det hænder desværre, at der ligger noget omkring vandhullerne. Det er noget skidt, for så risikerer frøen at blive fanget i det – eller måske forsøger den at spise skraldet.

Derfor lyder det tredje frø-redder-tip: Hjælp frøerne, og de andre dyr i vandhullet, ved at samle skrald i naturen.

Grib blot en affaldspose og et par handsker, og så er I klar til at redde.

Opgave 4: Læs en billedbog eller to med frøer i hovedrollen.

Kender I historien om Frøen og Fluen? Eller hvad med Lille Frø?

Når man er frø-redder, er det rigtig godt at vide noget om de brune og grønne venner.

I opgave nr. 2 satte vi fokus på fakta om frøer. Men der findes også mange gode billedbøger med en frø som hovedperson.

I denne opgave skal I finde og læse mindst én billedbog om en frø. Ligesom fagbøgerne, har vi linket til nogle nederst på siden.

Opgave 5: Lav frø-pynt

Når man er frø-redder, kan man være til stor inspiration for andre. Og derfor er det godt at hænge frø-pynt op. Så ved andre nemlig, hvor de skal gå hen, når de skal bruge gode råd og frø-redder-tips.

Den sidste opgave lyder derfor på, at du skal lave frø-pynt og placere det et sted, hvor andre kan se det – og hvor du selv får glæde af det.

Den fantastiske frø-pynt kan laves på mange forskellige måder. Prøv f.eks. at fold en frø i origami, tegne nogle af de skønne frøer fra bøgerne eller hvad med at genbruge toiletruller og æggebakker og se, om ikke de kan komme til at ligne en frø, eller en hel frø-familie.

Hvis du kigger efter blandt de andre bøger nederst, gemmer der sig også et par KREA-bøger, du kan finde inspiration i.

Uanset om du hopper på én, to eller alle opgaver, så husk at registrere de gode frø-gerninger på Ramasjang-Redder-Kortet på dr.dk/redder.

Du kan også printe et Frø-redder diplom og hænge op derhjemme. Så kan alle se at DU er frø-redder. Vælg enten det med farver eller kast dig ud i endnu en kreativ opgave. 

Ha' en frø-tastisk redningsaktion!

Materialer