Sofies Verden af Vincent Zabus og Nicoby

26.07.23
Hvis du synes filosofi er kedeligt og svært at forstå, skal du læse ’Sofies verden’. Jeg selv læste ’Sofies verden’ for 30 år siden, og den er en af ’mit livs bøger’. Derfor kastede jeg også mig over denne nye udgave, en grafisk fortælling i tre dele.

Sofie Amundsen er ankommet til det 21. århundrede. Med mobil og fokus på menneskets ressourceforbrug opdager Sofie filosofiens verden.

’Hvem er du?’. Teenageren Sofie modtager et brev, der stiller dette spørgsmål. Snart følger endnu flere breve med eksistentielle spørgsmål, og hver gang hun stiller spørgsmålene fra brevene højt, hidkalder hun både guder fra myterne samt naturfilosoffer, der manifesterer sig på forskellig vis. Fælles for dem er at den enkeltes viden relaterer sig til forskellige problemstillinger op gennem tiden; klimaændringer, menneskerettigheder, pandemier mv. For hver gang Sofie stilles overfor de store tænkere, lærer hun en lille smule mere om hvor vigtigt det er at forholde sig kritisk. Første bind slutter, da Sofie opdager at hun er en tegneseriefigur, og beslutter at tage sin skæbne i egne hænder.

Historien er en perfekt introduktion til filosofiens verden, og den grafiske tilføjelse skaber et genialt nyt spor for romanen, og sørger for at den bliver bemærket i sine nye klæder, mens den stadig taler til samme aldersgruppe, jeg selv tilhørte, da romanen gik sin sejrsgang på min folkeskole i 1980’erne. Sofie er blevet mere selvsikker og åben for diskussion, og kunne appellere til den nye generation. Vincent Zabus og Nicoby har aktualiseret fortællingen, og Sofie poster billeder for likes, arrangerer klimademonstration og forbander menneskernes forbrug.

Den grafiske fortælling indeholder masser af skønne detaljer, og sørger for at det abstrakte bliver gjort endnu mere spiseligt gennem illustrationerne. At Demokrit materialiserer sig som en gul Lego-mand på en enorm gul Lego-elefant, mens han taler om hvordan verden består af små byggesten, er simpelthen forrygende! Det er skønt at forfatterne eksperimenterer med mediet, og lader Sofies vilje visuelt ’skærer sig’ gennem rammerne i illustrationerne, men også at de lader hende være modig, særligt da hun beder en gammel gud, om at tale lidt højere. Måske er jeg særlig begejstret for passagen hvor Aristoteles fortæller Sofie, at ”Kvinden er en ufuldstændig mand”, og hun reagerer ved at kaste den tilsvarende tekstboble i afgrunden, og råber ”Kvinder og mænd er ligeværdige.”

Hvor er det vidunderligt at filosofi indlejres i aktuelle tematikker eks. omkring ressourceforbrug og klima, og både skaber sammenhænge samt og puster liv i de store tænkere. Til børn fra ca. 10 år, der ikke lader sig afskrække af de lidt længere historier og de lidt større tanker.

Materialer