Kanariefugl på landevej

ALT FOR PIPPER VILLUMSEN af Mette Eike Neerlin (2024)

01.03.24
Eventyrlig fortælling om kærlighed og hverdagsengle og om Pippers sidste rejse.

 

Ellinor bor med sin far, som hun elsker højt, ligesom hun elsker sin undulat Pipper, hendes femte undulat. Ellinor kan se, at Pipper er syg. De første fire undulater med navnet Pipper bor allerede i himlen sammen med Ellinors mor. Da Ellinor beder til Gud om at gøre Pipper rask, husker hun også Gud på at hilse hendes mor.

En dag hører Ellinor en lyd fra skuret. Det viser sig at være englen Cookie, der er faldet gennem taget. Cookie er en lidt sølle engel med brunlige vinger, som er kommet for at hente Pipper til Himmeriget, som ligger i nærheden af Esbjerg. Siden Pipper stadig er i live, insisterer Ellinor på, at hun vil med på turen. Cookie skaffer en bil, og afsted går det med Pipper på bagsædet. På vejen skal 89-årige Ketty, der er dement og laver franske hotdogs til dem, køre med til Fyn. Hun leder efter sin søn Erik, som nogle gule mænd har lagt på en dør og båret ud i skoven.

Da politiet pludselig viser interesse for deres bil, tager den umage flok bussen i stedet, som desværre ret hurtigt punkterer, og de må assistere den ubehjælpsomme chauffør med at finde et nyt dæk. Undervejs redder de en bakterieforskrækket mand op fra en kælder, så han kan være sammen med sin kone. Næseløse Rose slutter sig til den umage gruppe, hun kan nemlig få bussen op på langt over 75 km i timen, og det er nødvendigt, for der er faktisk temmelig langt til Vesterhavet, og de skal ikke komme for sent til Himmerige.

'Alt for Pipper Villumsen' er en helt vidunderlig fortælling i vanlig begavet Mette Eike Neerlin-stil, og denne gang har hun tilsat en finurlig Joof’sk stemme, der sætter ekstra fut i begivenhederne. Englen Cookie er jo lidt en hverdags-engel, som umiddelbart ikke kan udføre en hel masse magi, men som gemmer på skjulte talenter, og som får hjulpet flere skæbner videre med deres liv.

Der optræder et hav af forskellige karakterer, som spænder fra en gammel dement kvinde til Hansen, der ikke tør komme ud af sine kælder på grund af bakterier, til den dovne buschauffør og mange andre. Fælles for dem er, at de vokser undervejs, og Ellinor, der ellers havde afskrevet alle andre mennesker end sin far, begynder at have lyst til at se andre mennesker igen.

’Alt for Pipper Villumsen’ indeholder magiske elementer, men beskriver også det at være på vej. Mette Eike Neerlin er en særlig dygtig fortæller af historier om at have mistet. Omslagsillustrationen og de små tegninger indeni er udarbejdet af vidunderlige Kamilla Wickmann. En herlig og vidunderlig roadmovie-historie i stil med Kathrine Assels ’Tarantino Roadtrip’ til den lidt ældre målgruppe. 

Materialer