Modstand af Tom Palmer

30.08.23
Velfortalt børnebog er inspireret af Audrey Hepburns oplevelser under den sidste tid af tyskernes besættelse af Holland under Anden Verdenskrig.

14-årige Edda bor med sin mor, storebrødre, tante, mormor og morfar i byen Velp i 1943. Hendes onkel Otto er blevet skudt af nazisterne, og hendes storebror Alex er gået under jorden på grund af sit arbejde for modstandsbevægelsen. Fortællingen tager sin begyndelse, da Edda ikke når med under en jernbanebom, før den går ned. Derfor bliver hun tvunget til at blive stående og vente på toget, velvidende at hun i sin taske har særdeles farlige papirer fra modstandsbevægelsen, og at tyskerne blot venter på at finde og skyde modstandsfolk.

Fordi hun med nød og næppe undgår at blive taget til fange, træffer Edda en beslutning om ikke stiltiende at finde sig i undertrykkelsen. Da hendes lidt ældre bror Ian køres bort af nazisterne, bestemmer Edda sig for, at hun vil kæmpe sammen med modstandsbevægelsen mod den tyske overmagt.

’Edda’ hed i virkeligheden Audrey, som er et ret engelsk navn, og derfor valgte Audrey at kalde sig ’Edda’, for at nazisterne ikke skulle fængsle hende for det engelske ophav. Eddas historie er dramatisk og hjerteskærende, og hun er en relaterbar hovedperson, som indeholder nogle meget menneskelige følelser som tvivl og frygt. Læseren præsenteres desuden for slaget ved Arnhem samt den store hungersnød, der varede fra 1944 til befrielsen i 1945.

Bogen er velfortalt, både historisk og som en spændende fortælling, og den er så uhyggelig, at jeg faktisk tog mig selv i at få gåsehud. Den henvender sig til børn fra ca. 11 år og lægger sig fint i rækken af bøger om Anden Verdenskrig.

Materialer