Store humpler i en morsom lille roman
Anmeldelse: "Hestens fødselsdag" af Sidsel Falsig Pedersen, udgivet den 3. oktober 2014 på TIDERNE SKIFTER
Anmeldt af Rasmus Lund Nielsen
Sidsel Falsig Pedersen har med Hestens fødselsdag skrevet en morsom og tåkrummende, tragikomisk lille roman om en kvinde i identitetskrise. Det er et tivoli vendt på vrangen og følelsen af, at det er svært at finde ind til kernen i én selv – hvis sådan en overhovedet eksisterer. Det er også en fortælling om rugbrødet i madpakken, som hovedpersonen ville ønske var skiveskåret, men det er det bare ikke. Hun spiser det i store humpler – som hvis hesten havde fødselsdag.
Vi er i hovedet på den navnløse hovedperson, der lige er blevet fyret fra sit job. Den nye chef, Ulven, der fremstår som det dyr, han deler navn med, har indført en række nye tiltag – sikkert inspireret af et smart lederkursus med fokus på at inkludere og aktivere medarbejderne: Man skal hilse, hver gang man møder folk. Og man skal deltage i såkaldte runder, hvor man i rundkreds skal fortælle om noget, der betyder noget for én – en hemmelighed fra det inderste. Hovedpersonen forstår ikke disse tiltag, hun ved ikke, hvad hun skal fortælle de andre, og situationen kompliceres yderligere af, at hun en enkelt gang har været sammen med Ulven, men at han ikke længere bryder sig om hende. En dag slår det klik! Hun bider ham i armen og bliver fyret. Hun går også fra sin kæreste, der helt modsat Ulven bare er Pip. Han interesserer sig passende for insekter – præcis som det dyr, hans navn i en vis forstand er i familie med. Hovedpersonen ses stadigvæk med Pip, men kun fordi det skaber en tryghed, der nok er uden egentlig værdi. Vi møder altså hovedpersonen, da hun er blevet alene, uden job og uden kæreste.
Hovedpersonen har fået pletter, der klør, angiveligt en slags virus, men lægen ved ikke præcis, hvad det er. Hun skal til jobsamtale og får job som rengøringsassistent i et tivoli. Hun synes, det er flovt at arbejde der, og er bange for at møde gamle kolleger – især den gamle chef, Ulven. Tivoliet har ansat en række lidt underlige typer, blandt andre Lange, der kun taler i klicheer som: ”God fangst?” eller ”See you later, alligator” (63). Hovedpersonen er lige så sær eller måske nærmere lige så enestående: Hun kravler i panik ned under bordet til sin kusines middag og vågner op på Pips gulv med en kunstig arm, hun rejser alene væk, møder en mand, som hun ikke gider at lære at kende alligevel, og hun finder en smuk broche, som hun beholder og overvejer at tage på til fest, selvom hun frygter at blive fyret. Indimellem alt dét forsøger hun at forstå, hvem hun er. Hun gør for eksempel, og som sagt, den erfaring, at hun er nødt til at affinde sig med at være typen, der spiser rugbrød i humpler, ikke i skiver.
Om pletterne kommer udefra eller indefra
Hovedpersonen stiller selv spørgsmålet; ”om pletterne kommer udefra eller indefra, om der er et budskab” (5). Budskabet er måske netop denne bevægelse, denne dialektik imellem et indre og et ydre, og den fastholdes også igennem hele romanen. Som hovedpersonen er forlystelsesparken vendt på vrangen: Vi ser fra det indre (det der kun er for personalet) det ydre (det der er for parkens gæster). Hovedpersonen overvejer videre: ”Jeg tror det er meningen jeg skal mærke en kerne indeni, af noget som er helt genkendeligt mig. Måske er jeg født uden” (23). Usikkerheden skyldes nok, at hun ikke ved, ”hvordan man får det indre og ydre til at stemme overens, så det bliver tydeligt hvem man er” (92). Pletterne bliver et billede på denne uoverensstemmelse i romanen, for huden er jo en grænseerfaring, den der beskytter det indeni mod det ydre, og hos hovedpersonen er denne grænseerfaring allerede fra starten angrebet af en virus.
Denne dialektik imellem et indre og et ydre undersøges tragisk, men endnu mere komisk, og stilistisk overbevisende. Der er ikke tale om meget stor romankunst, men om et lille, underholdende og vedkommende bidrag, der er med til at minde én om, at følelsen af at føle sig fremmed oftest forsvinder lige så pludseligt, som den kom, uden at man forstår hvorfor – og sikkert kun for at gentages og så forsvinde igen.
Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på www.littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!