Online-nostalgi på biblioteket: Gensyn med R.E.M.

11.12.18
Der ligger hundredevis af gratis musikfilm på databasen Qello Concerts. Måske også en med dit yndlingsband?

Klippet er fra først i 1980’erne. En meget alvorlig ung mand taler skiftevis arrogant og vagtsomt ind i kameraet:

”Jeg tror godt vi kunne skrive et hit og indspille det på en måde, så radioen virkelig ville spille det, og tage imod det med åbne arme, og et pladeselskab kunne få maskineriet op at køre, og vi kunne blive utroligt rige, og … du ved … folk over hele landet ville genkende vores navne.”

”Men det er jeg ikke villig til at gøre”, tilføjer han. ”Jeg synes ikke, radioen fortjener mig … endnu.”

Scenen krydsklippes med koncertoptagelser fra 00’erne, hvor et publikum på titusinder bølger foran scenen til tonerne af ”Orange Crush”. Bandet er R.E.M., og frontmanden Michael Stipe – den trodsige unge mand fra det gamle sorthvide klip – ejer scenen totalt.

Som teenager var musikfilm noget, jeg optog kl. 4 om natten fra de tyske kanaler. I dag ligger en masse af dem på databasen Qello Concerts, som alle biblioteksbrugere i Aarhus har fri adgang til.

Der er Radioheads flimrende smukke tourfilm ”Meeting People Is Easy” – en af dem, jeg sled op på VHS i 1999. Der er Nick Cave-dokumentaren ”20,000 Days on Earth”. Der er dokumentarer om tilblivelsen af klassiske albums som Nirvanas ”Nevermind” og Lou Reeds ”Transformer”.

Og så er der dokumentarfilmen ”R.E.M. by MTV”, som sendte mig på nostalgitrip med et af mine gamle yndlingsbands.

Den følger gruppen fra den spæde start med 1980’ernes indadvendte college rock over årene som indie-stjerner og frem til den massive succes i 1990’erne og 00’erne, hvor R.E.M. var et af klodens største rockbands.

Filmen byder på masser af interviews, live-optagelser fra forskellige epoker og fine klip fra de ofte kunstnerisk ambitiøse musikvideoer. Også andre musikeres ord er med, for eksempel Pearl Jam-sangeren Eddie Vedder:

”Hvordan skal man forklare dialogen mellem Michael [Stipe] og lytteren? (…) Der er sådan en visdom i følelserne i disse sange, at jeg tror de hjalp os med at finde de ting, som vi vidste var i os, og de hjalp os med at finde ting, som vi ikke vidste var i os (…) Og det virkelig vilde er, at alt det her foregår, uden at man forstår et forbandet ord af, hvad han synger.”

Gå selv på opdagelse i Qello Concerts – der ligger mere end 1500 musikfilm og koncertoptagelser. Og det hele er gratis, hvis du er låner hos Aarhus Bibliotekerne.

Materialer