Når fortid og nutid smelter sammen

Det er netop det, som Anne-Grethe ønsker at fortælle om i sin nye selvbiografi I Guds rige, der er en flethistorie mellem hendes søns kræftforløb fra 2015 til 2017 og hendes egen barndom i 70’erne.

Anmeldelse af Anne-Grethe Bjarup Riis: I Guds rige, udgivet på Politikens Forlag d. 27. august 2020
Anmeldt af Simone Eriksen

Jeg har altid beundret Anne-Grethe Bjarup Riis både som skuespiller og instruktør, men også for hendes evne til at kunne kalde en spade for en spade, og dermed få sine meninger igennem i det offentlige rum. Derfor var jeg også forberedt på, at hendes selvbiografi I Guds rige ville afspejle hendes til tider meget voldsomme personlighed, hvilket den i højeste grad gør, men ikke på en lummer eller sjofel måde.  I stedet trænger den igennem på den hudløst ærlige og barske måde, som gjorde, at jeg flere gange lige måtte lægge den fra mig et par dage, for at kunne tage det til mig, jeg lige havde læst. Anne-Grethe fortæller om hendes 8-årige søn Gilberts kræftforløb med leukæmi, der bringer mange minder op fra hendes barndom i 70’erne, da hun selv var på Gilberts alder. Dette skaber mange flydende overgange fra enten nutid til fortid eller omvendt, hvilket nogle gange kan være lidt svært for læseren at finde rundt i, men samtidig også underbygger lig-hederne mellem fortid og nutid. 

At finde balancen

Anne-Grethe fortæller hudløst ærligt om, hvor svært hun har det med at finde sig til rette i sin nye rolle som mor til et kræftsygt barn. Hun udtrykker flere gange sin dårlige samvittighed over, at hun ikke kender Gilberts medicinskema, eller forstår hvad lægernes næste skridt i behandlingen er, imens hendes mand, Gilberts far Bo, lader til at have styr på det hele. Hun føler sig magtesløs som mor både overfor Gilbert, men også overfor hendes datter Yrsa, der hurtigt går hen og bliver et skyggebarn, der gang på gang bliver tilsidesat til fordel for Gilbert. Derudover bliver ægteska-bet med Bo også sat på en alvorlig prøve, da Anne-Grethe føler sig fanget på Riget sammen med Gilbert, imens Bo går på arbejde og hygger sig med sine venner i den virkelige verden. Alt dette bliver krydret med en voksende trang til hvidvin, hvor en ny flaske nærmest bliver åbnet automa-tisk og er tømt, før hun får set sig om. 

Kampen med fortiden

Udover at Anne-Grethe kæmper for at komme igennem dette mareridt sammen med hendes mand og børn, spøger relationen til hendes familie i Jylland hele tiden, da hun bliver frustreret over, at de ikke kommer og besøger Gilbert eller ringer for at høre, hvordan han har det. Det får hende til at tænke på hendes barndom i Jylland, hvor respekten for hendes forældre var stor, og hun måtte gå rundt i sin fætter Henriks trælse, aflagte tøj uden at trække en mine. Da hun inden sin fødselsdag tager tilløb til at spørge sin mor, om hun ikke nok må prøve at få noget nyt tøj, er svaret:

”’Det må du da gerne,’ sagde hun og smilede til mig. Først blev jeg helt varm og lykkelig indeni, men så syntes jeg, det var underligt, at jeg bare fik lov sådan uden videre. ’Må jeg bare gerne få lige det tøj, som jeg godt kunne tænke mig!?’ ’Ja, hvorfor skulle du ikke måtte det?’ ’Men … Jeg har jo altid kun gået i fætter Henriks tøj.’ ’Det er da noget, du selv har valgt, du kunne da bare have spurgt, om du måtte få noget nyt tøj.’ Min mor sad i sin blå velourhousecoat og stak igen næsen ned i sin krydsord. Jeg så på hendes tynde morgenhår og blev helt stum. Jeg kunne bare have spurgt.”

I Guds rige viser Anne-Grethe Bjarup Riis i en skrøbelig position, som normalt ikke er det, jeg for-binder hende med, men hun favner den og lader sin læser forstå, at hun også kun er et menneske, med alt hvad det indebærer. Hendes selvbiografi handler om mange forskellige ting, men den kan bære det, fordi det hele kommer fra Anne-Grethe selv, og hun lukker sin læser ind i den hårdeste periode af hendes liv uden at lægge fingre imellem eller romantisere det – det er den ærlige hi-storie med alt, hvad det indebærer, og det er modighed udover det sædvanlige!