Lyt X - Sæson 3

27.05.22
Lyt til sæson 3 af vores litterære podcast "Lyt X".

Litteraturformidler på Dokk1; Henrik Viking, har fulgt projektet "Alene Sammen", hvor ti aarhusianere fra forskellige steder i livet og byen har skrevet digte om liv og død, nærvær og ensomhed.

Deres digte har fået form ved hjælp af en række skriveworkshops med forfatter og litteraturformidler på Viby Bibliotek; Tobias Dalager, samt en masterclass ved den kendte sanger og sangskriver i bandet Moi Caprice og The Mountains, Michael Møller, der har skrevet deres digte om til ti sange, som blev fremført live på DOKK1 i forbindelse med LitteratureXchange 2022, i samarbejde med komponisterne Lil Lacy og Søren Møller. Koncerten blev foruden de tre musikere desuden akkompagneret af det aarhusianske pigekor Eve Choir.

Henrik har forsøgt med denne serie af podcasts at åbne den kreative proces op, så alle med en interesse for tekst og sangskrivningens univers kan følge med. I første episode kan du møde Michael Møller, lige inden han skal møde deltagerne, til en snak om de tanker og de erfaringer han gjorde sig sidst han medvirkede i 2020. I de følgende episoder vil du kunne møde 8 af de spirende digtertalenter, der hver især læser deres digt op, og efterfølgende åbner deres skrivende univers op.

Vi håber at I vil lytte med, og lade jer inspirere af digtene og tankerne bag.

LYT MED HER:

Episode 1: Michael Møller

Vi starter hos sangskriver Michael Møller inden han skal møde de nye deltagere til en snak om hvordan det var at medvirke sidst, og hvad han forventer sig af de nye tekster.

Episode 2: Inger Marie Morell

Om blandt andet hvordan tekster kan ændre betydning, når verden pludseligt ændrer sig omkring en.

Episode 3: Henrik Rediin

Om hans frustrationer ved Covid forløbet og det at have kærligheden som altoverskyggende meningsskaber.

Episode 4: Lise Hougaard

Om vigtigheden af fællesskabet, og hvordan man undgår at blive havfruen der syner hen i vindueskarmen.

Episode 5: Sanne Hyldgaard

Om aktualitet, ungdommen, og hvordan man kan bruge litteraturen til at forstå verden omkring sig.

Episode 6: Morten Leth Jacobsen

Om livet som forfatter, forfatterens rolle i litteraturen, og hvordan man kan dagdrømme fiktive karakterer frem.

Episode 7: Astrid Alsbjerg

Om skriveprocessen når hun skriver sange, og hvordan stilheden er blevet et bærende element i hendes tekst.

Episode 8: Jacob Meyer Hald

Om at skrive tekster der handler om byer, at læse de store klassikere og det skønne ved det at være fan og skrive fanfiction.

Episode 9: Henrik Lykkeberg

Om at hellere at traske alene i stedet for altid at rette ind, de politiske 70’ere, protesten i litteraturen og institutionernes magt og mulighed for gatekeeping.

Projektet er støttet af Koda Kultur.