I want more life, fucker

Digtene i Nye balancer er et direkte kig ind i livet med cerebral parese. På siderne står Ercis utallige minder og traumer sort på hvidt som kendsgerninger på de konsekvenser, det har at være født med en krop, som verden ikke er designet til at rumme. Som læsere er vi med gennem Erics livsfaser – i barndommen, op gennem skolegangen og i voksenlivet – som handicappet har sat sit aftryk på.

Et erfarent talerør

Gennem sine prosaiske digte agerer Eric talerør for den glemte del af befolkningen, som har oplevet at blive både stirret på og ignoreret på grund af deres fysiske afvigelse fra normen. Overalt i hverdagen og omverdenen snubler Eric over forhindringer, både fysisk og mentalt. Han udpensler et liv, hvor infrastruktur forsinker og udfordrer selv det simpleste ærinde; hvor stereotypen på en handicappet person tvinger ham ud i løgne for at skåne sig selv for yderligere stigmatisering; hvor de personer, han hænger ud med, forveksles med omsorgspersoner; hvor fremtidsudsigterne er usikre og helbredet skrøbeligt. I digtet “ET DIGT JEG IKKE HAR LYST TIL AT SKRIVE” beskriver Eric også den utrygge følelse, han kan blive ramt af i selskab med selv hans nærmeste og tryggeste personer:

“En tanke der ikke vil slippe mig igen: / Føler L at hun / allerede / giver mig / så meget. / Taknemmelighedsgæld / og hverdagsparanoia: / at venner har mig med / fordi jeg/det / ser godt ud / i det samlede billede. / At det banker så hårdt / for de normales accept.”

Alle de personlige erfaringer, som Eric har med i bagagen, hæver sig også op på et højere plan og anskuer problematikken på et samfundsmæssigt plan. Igen og igen er han blevet bildt ind og fortalt, at det fineste, han kan gøre, er at skjule sit handicap og ikke skilte med sine problemer. Dén forventning vælger han at gå i kødet på, blandt andet i digtet “EN ØVELSE: RELAX”, der sammen med de øvrige digte er et poetisk opråb til samfundet:

“Bag hvert lille digt / findes der tusinde / lignende situationer / lignende personer / men hvad fanden skal der til / før I gør en skid? / Skal jeg skrive lidt mere / smerte at sutte på / vrede at køre på / styrke at klappe ad? / Skal jeg trække vejret / og bare slappe af / her mens skyerne samler sig / uden for vinduet / og jeg sidder og prøver / at presse min krop / ind i en form / som et samfund kan elske.”

Privilegieblindhed og uønsket medynk

Lige så oplysende digtene er om det at have en anderledes krop i kraft af et fysisk handicap, vender de også blikket ud mod læseren. Med stikpiller om en gennemsyrende privilegieblindhed og påbud om at opføre sig ordentligt og respektfuldt over for alle, uanset udseende, skærer Eric situationens tragikomiske alvor ud i pap for læseren. Det ses bl.a. i “DET VREDE DIGT, HAHA”, hvor nedværdigende situationer opleves som en uendelig, trættende og tyndslidt gentagelse, der afslører privilegieblindheden i sin reneste form:

“I øvrigt nægter jeg at se én til af mine venner / på en klub med sin krykke eller rollator eller kørestol / blive klappet på hovedet som en anden hund / blive kysset på panden som et andet barn / mens et partymonster råber med en drink i hånden / at vi jo fandme allesammen er lige / high on life og lidt kemisk solidaritet.”

Nike i nye klæder

Det er med en respektfuld tøven, jeg har måtte skrive mig gennem denne anmeldelse. Erics digte udspringer fra et ståsted, jeg aldrig – hvor meget jeg end prøver – til fulde vil kunne leve mig ind i. Og netop derfor er hans digtsamling så vigtig. Den sætter ord på den virkelighed, som able-bodied personer nemt kan glemme faktisk er manges virkelighed. Nye balancer indeholder pointer, der også er at finde i hans tidligere digtsamling, Nike fra 2015 – i Nye balancer er de blot skruet op til deres fulde potentiale, uden censur for det tragikomisk uretfærdige, det sølle og sørgelige, depressive og usikre. Jeg kunne citere strofe efter strofe for at understrege styrken og eksistensberettigelsen af Nye balancer, men vil i stedet anbefale på det kraftigste til at læse, lade sig forarge og forstå:

“Nyde tingene så længe jeg kan. / Det næste skridt bliver et indlæg i skoene. / Det næste skridt bliver ortopædiske sko. / Det næste skridt vil en dag blive det sidste.”