Hedeslag og ensomhed, langsommelighed og bizarre hændelser

Asahis liv som hjemmegående hustru i huset tager ikke de store udsving. Dagene går med gåture til døgnkiosken, at holde den ekstreme sommervarme ud og føre sporadiske samtaler med naboer. Alligevel brydes denne ensformige og kedsommelige hverdag, som får Asahi til at betvivle sin egen virkelighedssans.

Et hallucinerende ingenmandsland

Før Asahi og hendes mand flyttede på landet, boede de i byen, hvor også hun havde et job med kolleger og fast hverdag. Alt dette tages dog fra hende, da de flytter ind i hendes svigerforældres nabohus, hvor hun blot kan gå derhjemme. Da der som bekendt ikke er meget at foretage sig i huset, går hun ture – og en dag bliver én af disse gåture omdrejningspunkt for hendes efterfølgende forståelse af verden omkring sig. En dag fanger et sælsomt, sort dyr nemlig hendes opmærksomhed. Hun følger ubemærket efter dyret og falder pludselig i et stort hul i jorden:

“Det måtte være varmen, der fik mig til at se syner. Jeg kiggede og kiggede, men dyret var der. Et pattedyr med hale og fire ben, men et jeg aldrig havde set før. [...] Dyrets hale forsvandt ind i græsset. Jeg fulgte efter… og jorden forsvandt under mine fødder.”

Efter Asahi med besvær får møvet sig op af hullet og vender tilbage til huset, begynder hendes omgivelser langsomt at forandre sig til det monstrøse og unaturlige; områdets mange insekter forstørres, og en fremmed mand påstår at være hendes svoger, selvom hendes mand efter sigende ikke skulle have nogle søskende. Samtidig intensiveres cikadernes summen som en monoton og allestedsnærværende baggrundsstøj i det øde landskab.

Japanske tendenser

Selvom det er svært at forklare præcis hvordan, formår Oyamada med Hullet at skrive en roman, hvor der sker utroligt lidt, samtidig med at det er spændende læsning. Desuden synes jeg, at meget af det interessante i romanen pibler op til overfladen, når jeg sammenligner den med andre samtidsromaner af japanske kvindelige forfattere, heriblandt Sayaka Murata med romanerne Døgnkioskmennesket og Jordboerne. Ligesom i romaner som disse er hovedkarakteren i Hullet en ung kvinde, der ikke passer ned i samfundets normative kasser, men som derimod bevæger sig rundt i sin egen surrealistiske verden. Asahi drømmer ikke om børn og kernefamilie, men lader sig i stedet fascinere af det anderledes og abnorme i sin omverden. Asahi er den type af kvindefigur i japansk samtidslitteratur, der udfordrer den konforme idé om far, mor og børn. Trods hun mærker presset fra sine svigerforældre og kollegaer, afværger hun dette med en eventyrlyst i landsbyens tilvoksede bjerglandskab:

“Hun troede af en eller anden grund, at jeg ønskede mig et barn lige så brændende som hun selv, og havde ondt af mig, fordi jeg havde været gift så længe uden at blive gravid. Jeg havde ikke rigtig haft mulighed for at benægte det, så jeg snakkede med, som om det var sådan, det forholdt sig, men faktisk længtes jeg ikke efter at få børn.”

Styrke mellem linjerne

Hullet levede, efter min mening, ikke helt op til bagsidetekstens kategorisering som ‘psykologisk gyser’, men jeg synes alligevel, den havde noget at byde på. Særligt set i lyset af andre japanske samtidsromaner, synes jeg, romanen har en eksistensberettigelse og er en væsentlig udgivelse at tage i betragtning. Den er knap så action-præget og plotdrevet, som man kunne have ønsket sig – men måske er det netop i det langsommelige og sneglende, at netop denne romans styrke og særegenhed skal findes.

Anmeldelse af Hiroki Oyamada: Hullet, udgivet på Forlaget Grif d. 4. november 2022. Oversat fra japansk af Mette Holm.

Anmeldt af Johanne Lehmann Daugaard.