Bidende kulde og feministisk utopi på planeten Vinter

Det er med at holde tungen lige i munden med alle de nye navne på steder, mennesker og fænomener i Le Guins univers på planeten Gethen, også kaldt Vinter. Kort fortalt, så ankommer Genly Ai til planeten Vinter. Ai kommer fra Ekumenet, der en fælles betegnelse for et samarbejde mellem 83 planeter og 3000 nationer. Ekumenet fungerer som et samfund, eller et forbund, der ønsker at skabe en fælles kultur, der deler viden mellem planeterne. Okay, så langt så godt… Ai er kommet til Vinter for at forene planeten i Ekumenet, i det universelle samarbejde:

”Vi er alle mennesker, forstår De, herre. Alle sammen. Alle menneskers verdener blev for mange tidsaldre siden befolket fra samme verden, Hain. Vi er forskellige, men vi er sønner af samme art.”

I størstedelen af bogen følger vi Genly Ai, som er den fremmede og Estraven, der bor på planeten. Sammen med Genly Ai oplever vi den nye verden, mens vi lærer om den gennem Estraven.

Is, sne og bidende kulde på Vinter

Mørkets venstre hånd er en science fiction-roman, der griber ud i fremtiden og på spekulativ vis undersøger, hvordan samfundet og civilisationen ser ud i andre, ukendte universer. I forordet skriver Le Guin selv, at sci-fi-genren tager fat i samtiden og strækker den ud i fremtiden. Fremtiden er ikke noget, der kan forudses, men kan beskrive virkeligheden, som den er nu. Hvordan ser denne virkelighed så ud for Le Guin? Virkeligheden på Vinter er en hård og kold verden. Det sner alle vegne, som menneskene indretter sig efter:

””Hvordan skulle en fornuftig person nogensinde komme på den ide, at han kunne flyve?” sagde Estraven strengt. Det var et rimeligt svar på en verden, hvor ingen levende væsener har vinger, og selv englene i yomeshkultens hellige hierarki bare driver vingeløst ned på jorden som blød, faldende sne, som denne blomsterløse verdens vindbårne frø.”

Verden er indrettet helt anderledes på Vinter. Kulturen er ligeledes bygget op af myter og sagn, der relaterer sig til den verden, vi kender til. Men kulturen er påvirket af den ydre, barske verden, hvor det sner hele tiden. Det virker bestemt ikke som et sted, man har lyst til at opholde sig på længe. Men læst i lyset af klimaforandringerne, virker denne fremtid måske ikke så fjern…

Feministisk sci-fi

Noget af det særlige ved Le Guins univers på Vinter er, at menneskene er androgyne – det er her bogen især udfolder sig som det feministiske værk, det er kendt for at være. Menneskene har ikke noget køn, de er hverken kvinder eller mænd. Få dage hver måned går de i kemmer, hvor de finder en partner de vil parre sig med, hvorefter de påtager sig enten det mandlige eller kvindelige køn i den seksuelle akt. Man er ikke bestemt af sit køn, og det kan skifte fra hver kemmer-periode. Le Guin udfordrer i 1969, hvordan vi opfatter køn og seksualitet, som virkelig synes at skubbe til den måde, vi opfatter verdenen og os selv på:

”En mand vil anerkendes for sin virilitet, en kvinde vil værdsættes for sin femininitet, hvor indirekte og subtile tegnene på anerkendelse eller værdsættelse end er. På Vinter vil de ikke findes. Her respekteres og bedømmes man kun som menneske. Det er gyseligt.”

I romanen tager mennesket afstand til de androgyne mennesker. Der er en klar fremmedhed og afsky over den intetkønnede verden. Le Guin skriver det som en kritik af os, af vores nuværende verden. Alligevel formår romanen ikke at komme i mål med den intetkønnede verden. Alle mennesker på Vinter bliver nemlig omtalt med pronomenet ”ham”, der gør, at man automatisk læser menneskerne som mænd. Måske er det fordi, vores sprog ikke lader sig gøre i det intetkønnet sprog? Le Guin har gennem årene selv været i dialog med sin måde at skrive den androgyne verden frem på. Hun anerkender, at vores sprog ikke er tilstrækkeligt nok. Hvis hun havde skrevet den i dag, havde hun måske taget andre valg? Hun lykkes i hvert fald i den grad med at sætte nye perspektiver på køns- og seksualitetsdebatten, dengang og nu.

Selvom romanen er godt 50 år gammel, er den stadig meget relevant i dag. Den er blevet læst og genlæst ind i forskellige tider, på forskellige måder – og derfor bliver den måske ved med at være evigt relevant? Jeg tror ikke, vi er færdige med at snakke om Mørkets venstre hånd!