Offentlige computere på Aarhus Bibliotekerne

10.12.20
Der kører i øjeblikket flere sager om it-kriminelle, der tapper oplysninger ud af de computere bibliotekerne stiller til rådighed for borgerne. Aarhus er ikke blandt de kommuner, der er ramt denne gang.

DR bringer i dag en nyhed om en række keylogger-sager i danske biblioteker. Aarhus Kommune er blandt de kommuner, der er nævnt.

Også i Aarhus Bibliotekerne har der over tid været udfordringer med kriminelle, der har installeret keyloggere m.v. på de computere, der stilles til rådighed. Det er dog flere år siden Aarhus har været udsat for disse angreb, og siden har KL omtalt det set up Aarhus har, som positivt.

Hvad gør Aarhus Bibliotekerne

I Borgerservice og Biblioteker har vi en række offentlige computere, du kan benytte. Disse computere er beskyttet mod datatyveri. Computerens indgange er beskyttet mod uautoriseret adgang, og der kører software på maskinerne som kan opdage, hvis dette alligevel sker. Samtidig bliver computerne løbende opdateret for at sikre mod datatyveri.

Borgerservice og Biblioteker tager fortsat udfordringen meget alvorligt, og det er en konstant opgave at holde øje med bibliotekernes pc’ere, så du trygt kan benyttes af bibliotekernes brugere. 

Hvad kan du selv gøre

Uanset om du benytter en af bibliotekets computere eller benytter din egen, skal du være opmærksom på, at du ikke bliver optaget af mobilkamera af andre brugere eller har nøglekort eller lign. liggende fremme, så andre personer kan tage et foto af dine dokumenter.

Du kan også være opmærksom ved at følge nogle retningslinjer, når du benytter offentlige computere:

  • Gem aldrig dokumenter på computeren
  • Sig nej til at gemme adgangskoder
  • Forlad aldrig computeren, når du er logget på
  • Husk altid at logge helt af og lukke browseren
  • Skift jævnligt password

Hvis du har mistanke om, at dine oplysninger er blevet misbrugt, skal du henvende dig til Politiet.

Beskyt din digitale identitet - læs mere her.