Krigens konsekvenser i film

19.12.11
Krigens konsekvenser har forskellige udtryk i danske film op gennem tiden. Følg her Per Kjær på en krigstur i filmens verden.

Af Per Kjær, redaktør på Dansk film og tv

Det seneste tiår har dansk film budt på kæmpe følelelsesmæssige dramaerne omkring krig –  langt fra vores egne breddegrader –  og omhvordan de danske soldater håndterer denne situation.

Aage Rais’ ”På fremmed mark” (2000) er en fremragende psykologiske thriller om danske soldater, der tager på jagt efter civile borgere i Bosnien. Uhyggelighederne står i kø, og det er fremragende spil af både Nikolaj Coster-Waldau, som sergent Holm, der leder de skydegale turister og ikke mindst det anstrengende forhold til den idealistiske soldat Jacob, ligeledes fremragende spillet af Pelle Hvenegaard. Det er en grum virkelighed, der skildres.

I ”Brødre” (2004) af Susanne Bier følger vi en soldat (Ulrich Thomsen), som er blevet meldt savnet. Tiden går og soldatens kone og soldatens bror har en affære. Da soldaten pludselig bliver fundet, er der lagt op til konfrontationer i familien. Filmen modtog velfortjent en Robert for bedste originalmanuskript. Selv om baggrunden i  en tilsvarende film, ”Den du frygter” (2008), er medicinsk, har denne film en tilsvarende problematik, hvor det er kernefamilien der er i splid pga. manden (igen Ulrich Thomsen).

”Lille soldat” fra 2008 af Annette K. Olesen har en veloplagt Trine Dyrholm i hovedrollen, som Lotte, der har svært ved at falde ind i det danske samfund. Lotte har været udstationeret. Lottes far forsøger at udnytte hende i sine lyssky forretninger. Lotte har nu valget mellem sig selv eller at følge faren.  I filmen ”Flugten” fra 2009 spiller Iben Hjejle  hovedrollen som journalisten Rikke, der i Afghanistan bliver taget til fange, hjulpet til flugt og senere bliver forfulgt af fortiden hjemme i det utrygge Danmark. Pludselig går det op for Rikke, at alle hendes handlinger har konsekvenser – også for hende selv.

Anden Verdenskrig

Det er krig og besættelse, der har skabt denne type spillefilm, og hvis vi vender blikket mod Danmarks besættelse under 2. verdenskrig, har det også medført en lang række spillefilm. De første par stykker ramte allerede biograferne i 1945. ”Den usynlige hær” (1945) af Johan Jacobsen skildrer ikke kun modstandskampen, men ligeledes en kærlighedshistorie. Denne klassiker må man bestemt ikke snyde sig selv for. Det er eminent skuespil af Mogens Wieth, Bodil Kjer og Ebbe Rode. Og selv om den ikke udstiller følelserne som i f.eks. ”Brødre”, er man ikke i tvivl om at der er store følelser der er på spil, samtidig med at hovedfjenden er nazisterne. I december 1945 udkom både ”Danmark i lænker” – der er en dokumentarisk skildring af krigen og fiktionsdramaet ”De røde enge”, hvor Poul Reichhardt som modstandsmand få dage før befrielsen bliver fanget, tortureret og henrettet. Poul Reichhardt laver i denne film en kraftpræstation af rang. Den er samtidig noget af det bedste Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jr. lavede som instruktører.

En anden klassiker er ”Der kom en dag” fra 1955. Det er Sven Methling, der fortæller historien om Pilen og hvordan Pilen og hans gruppe lavede sabotage, men også hvordan Pilen bliver taget til fange af tyskerne.

Mennesker i krig

Der er en række film, der primært handler om forholdet mennesker imellem. Krigen er slut og der er gået nogle år. Hovedpointen i disse film er, at den ene var modstandsmand, mens den anden var værnemager og nu er tiden kommet til et opgør. I ”Mani” (1948) og ”3 aar efter” (1948) er det Ib Schønberg der har den bærende karakter, i begge film med kompetent modstand.

Nedenfor er en liste over andre film om 2. verdenskrig indenfor perioden fra 1945-1965. Herefter klingende filmene af og man skal op i 1990’erne før der igen begynder at komme film som ”Drengene fra Sankt Petri” (1991), ”De nøgne træer” (1991) eller ”Flammen og Citronen” (2008). Alle tre film er yderst seværdige og underholdende.

Filmen der behandler 2. verdenskrig eller Danmarks besættelse:
”Det gælder din frihed” (1946)
”My Name is Petersen” (1947)
”Soldaten og Jenny” (1947)
”Støt staar den danske sømand” (1948)
”De fem aar” (1955)
”En fremmed banker på” (1959)
”Frihedens pris” (1960)
”Den sidste vinter” (1960)
”Alarm i Østersøen” (1961)
”Venus fra Vestø” (1962)
Yderligere information om de enkelte film kan du finde på www.danskfilmogtv.dk

 

Materialer