Daddy issues

Anmeldelse af Bjørn Rasmussen: Ming, udgivet på Gyldendal d. 4. september 2015

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

”Jeg skriver / min døde far / frem / i min favn”. Sådan indledes Bjørn Rasmussens nyeste udgivelse og første digtsamling. Ming påkalder jegets afdøde far i en kraftfuld blanding af seroquel og hallucinationer, emhætter og taxaer, gule og grønne gummidinosaurer og et ønske om at dø.

Ming handler om den ca. 30-årige Bjørn, der er forfatter, bor i et kolonihavehus med sin kommende mand, går tur ved Brabrandsøen og planlægger deres bryllup. Det lyder umiddelbart som en hyggelig og idyllisk fortælling, men samtidig er Bjørn depressiv, angst og psykotisk. Han er på tre forskellige slags medicin for at dulme sindet, men også pillernes bivirkninger dræner ham og sætter sine spor. Mest af alt er Bjørn dog ”sindssyg / af sorg”.

Digtsamlingens omdrejningspunkt er Bjørns fars kræftforløb og død, for selvom han efterhånden har været død i mange år, spøger han stadig i Bjørns bevidsthed. Faren skrives frem som en næsten levende person, som Bjørn snakker med i sin gamle, tomme lejlighed på Strandvejen, mens han ryger hash, uden at kæresten ved noget om det. Faren ”kommer til mig og taler”. At digtsamlingen påkalder Bjørns far, understreges også af titlen, Ming: ”far hed flemming / han blev kaldt ming / da han var lille”.

Ligesom i Bjørn Rasmussens tidligere udgivelser, romanerne Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet og Pynt, er kroppen og kønnet også en central tematik i Ming: ”fars pige / som den mand jeg er / hvis jeg tabte mig 20 kilo / hvis jeg ikke var bøsse / hvis jeg ikke var psykisk syg / ville jeg være den mand”. Bjørn synes fanget i sin krop som den sammenhæng, der knytter ham til sin far og det fysiske fængsel, som han ikke kan undslippe. Hvor ”far kan betjene en motorsav” og ”håndtere et våben”, må jeget erkende: ”jeg bliver aldrig far”. Og i dén erkendelse ligger en dobbelthed. På den ene side bliver jeget aldrig som sin egen far, Flemming, og på den anden side bliver jeget aldrig selv far, ”fordi jeg er for syg / det har ikke noget med at være bøsse at gøre”.

Undervejs udvikler digtsamlingen sig i mere og mere psykotiske, usammenhængende og hallucinerende beskrivelser af faren, som bl.a. føder en lille, grøn gummidinosaur og pisker Bjørn med brændenælder. Den abnorme udvikling skyldes tilsyneladende farens ”insisterende pip”: ”drop medicin”. Det er nemlig kun medicinen, abilify, seroquel, citalopram, som formår at holde faren på afstand. Han bliver til en psykotisk besættelse, der fører til Bjørns indlæggelse.

Bjørns psykoser kommer både til udtryk i digtenes form og indhold. Digtformens fokus på sproglige billeder og stemning illustrerer det psykotiske sind troværdigt og overbevisende. Faren skrives frem overalt i Bjørns hverdag som en pervers og grotesk figur uden fast form, fx: ”vi køber en blå stationcar til 15.000 kroner / og jeg ser far sætte sig op på kølerhjelmen / og hive en lang rød snor ud af fissen / jeg kunne forsøge at slukke for ham / med 50, 100 ja selv 150 mg seroquel / men jeg fortjener ikke roen”. Dermed understreger digtenes fragmentariske og skiftende form samt deres karnevalistiske og surrealistiske indhold eminent Bjørns hallucinerende, maniske og vekslende indre.

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!