Lektørudtalelse

Forfatter: Poul Flou Pedersen

Kort om bogen

Biografi over komponisten Emil Hartmann (1836-1898), hvis musik blev bedre modtaget i udlandet end herhjemme. Hartmanns mange bevarede breve giver et indgående indblik i en sammensat personlighed. Interessant for alle læsere af historiske biografier og musikinteresserede

Beskrivelse

En stor samling breve, skrevet af EH, danner kildegrundlaget for denne bog, og disse breve har ikke tidligere været tilgængelige. Hans far var den berømte J.P.E. Hartmann, og svogeren var Niels W. Gade. EH oplevede, at det var svært for ham at komme ud af denne familieskygge og blive opfattet som andet end "min fars søn og Gades svoger". Han havde tillige et sart og følsomt sind, der let kunne slås ud af balance. Flere attraktive stillinger hjemme i Danmark gik ham forbi, og han fandt, at hans musik blev uretfærdigt hårdt bedømt af kritikerne. Derimod blev EH's kompositioner godt modtaget i fx Tyskland. Udgivelsen er nummer 6 i serien "Danske komponister". Bagerst en værkfortegnelse med diskografi

Vurdering

Det er rørende at læse om de mange trængsler, EH oplevede i sit liv, og i Inger Sørensens meget interessante skildring kommer vi tæt på dette menneske. Det er yderligere en stor styrke ved denne bog, at alle, der interesserer sig for denne periode, får mange nyttige oplysninger, og teksten fordrer ikke en særlig musikviden

Andre bøger om samme emne

Der er ikke tidligere skrevet biografier over EH, men Inger Sørensen har skrevet om hele Hartmann-familien i den omfattende Hartmann : et dansk komponistdynasti