Popmusikalsk miniturné

Af Anonym (ikke efterprøvet)
01.11.13
Musik – ikke mindst pop/rockmusik - har en særstatus, når det drejer sig om adgang til vores følelser og erindringer. Gode sange forbindes ofte med særligt følelsesladede perioder eller øjeblikke i livet, og de kan med enkle og stemningsmættede greb flette både mennesker og hele tidsperioder sammen, som Beatles gjorde det i 60’erne, og The Smiths i 80’erne for at bruge et par oplagte eksempler. Musikkens evne til at binde sammen bruges ofte og gerne i film og litteratur, her turnerer jeg forbi et par eksempler.

Jennifer Egans fine roman ”Tæskeholdet banker på” var en af de meget omtalte bøger i 2012. I romanen pendles ret brutalt mellem mange karakterer, som har forskellige grader af indbyrdes relation, men med musikken som baggrund og klister hænger det hele alligevel rigtig godt sammen. Mod slutningen af bogen finder man en længere power point-fremvisning udarbejdet af søsteren til en (vist nok) autistisk dreng. Søsteren er meget fokuseret på og har en god fornemmelse for vigtigheden af musikkens pauser, som vel også er et vigtigt element i mange andre (kunstneriske) sammenhænge.

For nylig genlæste jeg Mikael Niemis ”Populærmusik fra Vittula”, som stadig er fremragende og anbefalelsesværdig. I romanen forbindes musikken – Beatles, The Doors, Bob Dylan, Elvis - med både det generelt fremmede, som kommer udefra, særligt USA, 60’erne som en blomstringstid og et generelt brusende seksuelt overskud. Og det er vel noget af det fremragende og taknemmelige ved musik som virkemiddel i alle mulige sammenhænge, at den nærmest skamløst producerer associationer og peger på almenmenneskelige vilkår. Den første gang, drengene i romanen, Niila og Matti, hører Betales, beskrives sådan her:

”Vi sad fast som klistermærker, mens blodet blev presset ind i hjertet på os, hvor det samlede sig som en aflang, rød klump, indtil det hele vendte og eksploderede ud af finger- og tåspidserne som røde spyd af blod, og vi gabte som fisk under trykket. Efter en evighed holdt det op med snurre rundt. Luften blev suget ind gennem nøglehullet igen, og vi splattede ud på gulvet i små, våde dynger. Rock’n’roll music. Beatles.”

I forlængelse heraf kan nævnes Lars Saabye Christensens roman ”Beatles”, som også abonnerer på den særlige stemning og længsel, som – i hvert fald ofte i litteratur og film – eksisterede i 60’erne. Find selv på flere litterære popeksempler, jeg tror, der er nok at tage af.

På filmsiden tænker jeg umiddelbart på en meget rørende scene i ”Magnolia”, hvor karaktererne i fællesskab synger med på popmelodien ”Wise Up”, som giver dem et fælles fundament af menneskelig afmagt på en meget rørende og regnfuld måde – scenen er overgjort patos på den helt rigtige måde, fantastisk. I samme følelsesmæssige kategori skal nævnes verdens bedste romantiske komedie, ”Evigt solskin i et pletfrit sind”, hvor sangen ”Everybody’s got to learn sometime” synges af Beck flere gange i løbet af filmen. Særligt i slutningen, hvor de to hovedpersoner tosser rundt i sneen, og klippet gentages, folder sangen den klaustrofobiske melankoli ud, som præger filmen.

Popmusik er et effektivt middel til at binde personer (virkelige og fiktive) tættere sammen og opsummere historiske epoker på få linjer. Det er egentlig simpelt, men samtidig så hamrende effektivt. Når musikken spiller, træder man på en måde ud af fiktionen, samtidig med at man er midt i den. Bliver popmusik brugt klogt i film og litteratur, hæves fortællingen et til overskuende niveau, hvor det, der binder os sammen som mennesker, træder frem. Det er mange instruktører og forfattere helt bevidst om. Musikken bliver selv til en lille historie.    

Tjek det ud:

Jennifer Egans hjemmeside, hvor man kan se power point fra romanen:

http://jenniferegan.com/

Scenen fra Magnolia:

http://www.youtube.com/watch?v=aNmKghTvj0E

for at skrive en kommentar.
Materialer