Nothing Compares 2 U

Meddelelsen om Sinéad O'Connors død - kun 56 år gammel - sender umiddelbart tankerne tilbage til det øjeblik i de glade MTV-dage i 1990, da sangen 'Nothing Compares 2 U' første gang kom på skærmen. 

I al sin enkelthed fastholdt musikvideoen næsten udelukkende et råt close-up af den næsten skaldede og punket androgynt udseende sangerinde, der med en usædvanlig stille inderlighed og desperat smerte sang den følsomme ballade, forstærket af, at to tårer i slutningen af videoen begyndte at trille, en på hver kind. De akkompagnerende strygersynths effektuerede undervejs den triste stemning og trak resten af arrangementet med sig. 

Reaktionerne udeblev da heller ikke. Sangen - der var skrevet af Prince - var fra albummet I Do Not Want What I Haven't Got. Nu fik videoen maksimal rotation på MTV og blev et et hit verden over, der hentede platin for pladesalget i adskillige lande, fik tre priser ved MTV Video Music Awards, og af Billboard blev singlen sidst i året udnævnt til "#1 World Single of 1990".

Men var tårerne så en gimmick? Ikke ifølge O'Connor. Hun udtalte senere, at det sådan set ikke var hendes mening at græde, men at hun så havde tænkt "I should let this happen." Alligevel var hun bagefter bange for, at hun nu havde ødelagt optagelsen - hvilket hendes instruktør John Maybury selvfølgelig kunne berolige hende med ikke var tilfældet. Tværtimod.
Det var sangens ord: "All the flowers that you planted mama, In the back yard, All died when you went away", der triggede tårerne. For ifølge O'Connor mindede det hende om sin mor, som hun havde et uforløst forhold til. Moderen, der var død i et biluheld, da hun var 18 år gammel, havde mishandlet hende som barn. 

Hvilket fører over til den næste scene, som flere nok vil kunne huske. For den dag moderen døde reagerede Sinéad O'Connor ved at fjerne fotoet af Pave John Paul II fra væggen i moderens soveværelse. Det var det selvsamme foto, som hun flere år senere hun rev i stykker i tv-transmissionen fra Saturday Night Live.

Den utilpassethed, som hun havde båret på siden sin barndom i en forstad til Dublin, kom til at præge hele Sinéad O'Connors liv. Moderens fysiske og følelsesmæssige misbrug af sine børn var endt tidligt, da forældrene blev skilt, men forholdene i hjemmet var kimen til den oprørskhed, der bragte datteren videre via opdragelseshjem og kostskole. Tiden var punk, og O'Connor passede perfekt ind i den. 
Efter de første spæde forsøg på en musikalsk karriere flyttede hun til London, og fik Fachtna Ó Ceallaigh, der tidligere havde arbejdet for U2, som manager. 
På trods af, at hun lagde ud med at rage uklar med albummets producer, kom der i 1987 et resultat: albummet The Lion And The Cobra, og det blev en stor succes, der indbragte hende en Grammy-nominering. Ikke mindst singlen Mandinga fra albummet gjorde det godt i USA, og bragte hende bl.a. ind på Late Night med David Letterman.

Men hjemme i Storbritannien vakte hun samtidig furore ved at udtale sin støtte til den irske oprørsbevægelse IRA. Hun toppede det dernæst i USA med at forlange, at et koncertsted i New Jersey skulle droppe sin normale praksis med at indlede koncerten med den amerikanske nationalsang, og det blev taget meget ilde op i den amerikanske opinion. Flere amerikanske radiostationer besluttede i den anledning at boycotte hende.
Det endelige punktum for hendes amerikanske karriere kom i 1992. På NBCs Saturday Night Live sang hun en udgave af Bob Marleys War, hvor hun havde erstattet nogle af ordene, så de passede til en protest mod seksuelt misbrug af børn i den katolske kirke. Dernæst tog hun som nævnt fotoet af pave Johannes Paul II op og rev det i stykker. Det indbragte NBC over 4000 klager, og over hele USA begyndte folk offentligt at destruere hendes plader.
Ved en efterf'ølgende koncert buhede publikum så meget, at hun måtte opgive at optræde.

I slutningen af 1992 vendte hun tilbage til Dublin. Hendes tredie album, Am I Not Your Girl?, havde solgt meget dårligt, og det fjerde album, Universal Mother, blev heller ingen succes. Universal Mother blev hendes sidste album i seks år. De efterfølgende albums blev så trods alt moderate succéer. Men hun kom aldrig til tilnærmelsvist at nærme sig de højder, som de to første albums havde ført hende til.

O'Connors religiøse interesse var stor, og afspejlede sig bl.a. i  albumtitler som 'She who dwells in the secret place of the most high shall abide under the shadow of the Almighty" og 'Theology'. På trods af sin kontrovers med den katolske kirke blev hun ved med at forklare, at hun var troende katolik. Hun lod sig sågar ordinere som præst i et uafhængigt katolsk kirkesamfund. I 2018 konverterede hun så til islam og ændrede sit navn til Shuhada' Sadaqat.

Hun røg stadig ud i kontroverser, bl.a. med Miley Cyrus i 2013 og med Arsenio Hall i 2016. Men hendes mentale og fysiske helbred blev dårligere og dårligere. Hun var blevet diagnosticeret som bipolar og led desuden af fibromyalgi. Hendes tilstand var ydermere blevet forstærket i en kamp om forældremyndighed for sit andet barn, hvilket fik hende til første gang at forsøge selvmord i 1999. Det skulle ikke blive sidste gang: I 2015 ville hun efter en underlivsoperation igen begå selvmord, men nåede at blive reddet. I 2022 blev hun igen indlagt. Denne gang var det hendes søn, der havde taget sit eget liv, og hun overvejede igen selvmord.

Hendes sidste koncertturné var i 2019. Den eneste ændring var, at hun bar hijab og abaya, men derudover havde intet andet ændret sig. Ifølge anmelderne fremstod hun stadig, alle problemerne til trods, som professionel på scenen, og hendes stemme kunne stadig rejse hårene i nakken.

Sinéad O'Connor, 8. december 1966 - 26. juli 2023.
Æret være hendes minde.

Oprindeligt skrevet af jc, Vejle Bibliotekerne.