Lyden af Covid-19: Jens Balder
Om Jens: musiker, komponist, kapelmester, forfatter, sanger, skuespiller, billedkunstner, klunser, håndværker, autodidakt menneske m.m. gennem 70 år og aktiv i kunstnermiljøet i Aarhus de seneste 30 år først og fremmest som musiker.
lad os synge sammen i det globale kor
småfugle hopper rundt på fuglebrædtet
flyver til og fra og pipper lidt
en helikopter flyver over, med kurs mod hospitalet
for at aflevere en der har det skidt
der er mange ting jeg ikke fatter
der er mange ting man må forstå
der skal være plads til gråd og latter
så dagene ikke bliver alt for grå
med mundbind på
hvad gør dagen blå
han ligger der udstrakt på bænken
i solnedgangens sidste glød
ambulancen bryder gadens stilhed
er han levende eller død
hvad gør dagen rød
Jeg ser det som et maskebal
en dans er lang en anden kort
her er jeg, jeg træffer mine valg
og dagen går i sort
endnu en går bort
Hvad har vi gjort ved vores jord
både i øst og vest, i syd og nord
i store byer og hvor der næsten ingen bor
lad os synge sammen i det globale kor
Lad os synge alene sammen
med åbne øjne og mundbind på
lad det strømme, lad livet være flammen
lad sangen flyve som en fugl
hvad gør dagen gul
Livet, er nu det liv vi har
her og nu, både grim og skøn
tag og brug det, du der har det
det er nu en gang livets løn
og gør dagen grøn
Om projektet
Projektet ’Alene sammen’ er støttet af Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden. Sanger og sangskriver Michael Møller sætter musik til de ni digte. Ved en koncert den 11. juni under LiteratureXchange præsenteres sangene i et samarbejde mellem Michael Møller, dirigent Birgitte Næslund Madsen og EVE Choir. Koncerten tilrettelægges af komponist Søren Møller.