Kortprosa fra skriveværkstedet

Af Anonym (ikke efterprøvet)
08.11.16
Vil du også fortælle en historie om dyr, så kom til skriveværksteder på Gellerup Bibliotek

Om hesten af Dea Sofie Kudsk

Hesten går i blød jord og på hård asfalt og på grusstier i skoven og den går i mørket under granerne og den går langsomt ud i vandet.
Hesten går på spidsen.
Hesten skal behandles korrekt og nænsomt så den ikke lider overlast. Du skal tænke hesten som en forlængelse af dig selv. Du skal tænke at du er vokset ud af dens buende ryg.
Hesten er et bærende dyr.
Hesten er et dyr der kan blive ældre end jeg er nu.
Hesten har andre navne end hest. Hesten har andre navne på andre sprog og nogle af navnene hænger sammen. Nogle af navnene har den samme rod. Den samme begyndelse men så sker der noget og navnene forandrer sig forvandler sig. Lægger noget bag sig og samler andet op. Vi ved ikke altid så meget om begyndelsen. Men nogle gange gør vi.
Hesten blev tæmmet for otte tusind år siden. Hesten blev til et transportmiddel og en trækkraft for mennesket og hesten mistede måske noget vigtigt i denne proces.
Hesten findes enkelte steder på jorden stadig som vild men som vild er hesten udryddelsestruet. Der findes notater om vilde heste i Polen. De kan dateres til forrige årtusind. Nærmere bestemt år 1999. Der var også vilde bisonokser. Det skrev du dengang i din dagbog. Der var en hest med en stjerne i panden uden på dagbogen. Du kunne få lov til at ride på en hest. Men den var tam. Du kunne ikke få lov til at røre hverken de vilde heste eller bisonokserne. De var bag et hegn. Men de var vilde fik du at vide.
Men mennesket er måske mere til tam end til vild.
Og mennesket er måske mere til nytte end til frihed.
Hesten er rød sort brun skimlet palomino broget buckskin og stikkelhåret og dun. Det vil sige gul som den kagecreme du laver af pulver og vand når du får besøg og dine gæster forventer mere end instantkaffe og for gammel mælk og du bager en blommekage.
Blommekagen bliver glemt i ovnen og der er røg i hele køkkenet. Der åbnes vinduer og røgen bølger ud på gaden og ned ad bakken og op over skoven og ud over havet. Røgen er for længst blevet opløst men du bølger ud på gaden og ned ad bakken og op over skoven og ud over havet.
Blommekagen har en sort skorpe. Sort og skyggeagtig og lige til at smide ud. Og der er instantkaffe og for gammel mælk.
Hesten har en sort streg ned ad ryggen som en ensom vej gennem et ensartet landskab.