Og debutantpriserne gik til...

Af Anonym (ikke efterprøvet)
03.10.16
Det var prosaen, der løb med begge priser, da Danmarks største litterære debutantpris, Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, fredag blev uddelt på Vejle Bibliotek. Ursula Scavenius og Jonas Eika Rasmussen fik begge et stort klap på skulderen og en check på 50.000 kr.

Fredag eftermiddag blev spændingen udløst, da det seneste års to mest talentfulde litterære debutanter modtog Danmarks største debutantpris på 2 x 50.000 kr. ved en festlig prisoverrækkelse på Vejle Bibliotek.

Seks nye unge forfattere var shortlistet til prisen, som denne gang gik til Ursula Scavenius for bogen Fjer og Jonas Eika Rasmussen for romanen Lageret, Huset, Marie. Juryen var ikke i tvivl. Begge bøger har udmærket sig blandt alle årets 37 indstillede debutantudgivelser, som generelt har haft en meget høj kvalitet.

Interview
Mød de nykårne debutanter i samtale med Lise Vandborg, der er chefredaktør for Litteratursiden.dk på Åby Bibliotek lørdag den 8. oktober kl. 13.

Ursula Scavenius (f. 1981) debutbog Fjer udkom i august sidste år og er en samling af tre mørke og dystre men samtidig smukke og poetiske fortællinger, hvor læseren bevæger sig fra Bulgarien, videre gennem et postapokalyptisk vådområde og endelig mod et fuglereservat i Hornbæk. Jurymedlem Lars Bukdahl var forhindret i at deltage i prisoverrækkelsen, men hans tale til Ursula Scavenius blev læst op, og i den sagde han bl.a.: ”Ursula Scavenius får i dag tildelt den ene halvdel af Danmark største debutantpris, fordi hendes debutbog Fjer, der indeholder tre store fortællinger, Majinski, Luna Secunda og Fugleland, er så kvalificeret og umanerlig weird, dvs. underlig, mærkelig, forskruet, uhyggelig, overnaturlig, besynderlig, ejendommelig, gal, sær, foruroligende, truende, smittende, kvælende - mindst!.” Han slutter af med at konstatere, at ”hvis de små overnaturligheder og de store stemningsfulheder absolut skal handle om noget andet end dem selv og deres weird effekt – og det behøver de altså ikke! – så handler de om, at det går helt skævt med naturen og vores behandling af den.”

Den anden prisvinder, Jonas Eika Rasmussen (f. 1991), debuterede også i august sidste år med sin roman Lageret, Huset, Marie.  Det er en roman om den intensitet og den tvivl, der fylder det grænsesøgende liv i tyverne, hvor man følger Elias, som bevæger sig mellem bofællesskabet Huset, arbejdspladsen Lageret og kæresten Marie, uden rigtig at høre til noget sted. I sin tale til prismodtageren beskrev jurymedlem og litteraturprofessor Anne-Marie Mai, hvordan Jonas Eika Rasmussen i sin roman knytter sin læser til sig igennem selve stemningen. ”Handlingen er hverken vild eller særligt påfaldende; men stemningen er umiskendelig, og man lægger virkelig ikke bogen fra sig, før man har fulgt hovedpersonen Elias på alle hans veje.” Hun sluttede med at sige, at med Lageret, Huset, Marie, har Jonas Eika Rasmussen placeret sig midt i litteraturen, og debutantprisen kan tjene som tak for en bog, som læserne kan blive ved med at vende tilbage til.

Læs mere om de shortlistede forfattere

Oprindeligt skrevet af Vejle Bibliotekerne.

Materialer