Nyt power couple i det aarhusianske kulturliv
Aarhus er velsignet med en række store kulturinsitutioner, og nu skal to af dem, Aarhus Bibliotekerne og Moesgård Museum, arbejde sammen om udviklingen af det nye mediepædagogiske lab i Dokk1, der skal danne børn og unge til at blive fremtidens kritiske mediebrugere.
”Moesgaard Museum er et af byens helt store kulturelle flagskibe, og derfor er jeg meget glad for, at vi har etableret et samarbejde om indretningen og etableringen af IRIS på Dokk1. Vi ser frem til at have en så kompetent partner som Moesgård Museum ved vores side. De kan udfordre og kvalificere de tanker og erfaringer, vi allerede har gjort os, så vi sammen kan løfte os op på et højere niveau og på den måde sikre, at det kommende mediepædagogiske lab bliver et fyrtårn for Aarhus og mediepædagogik,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf.
Oplevelsesdesign
Udstillingstegnestuen ved Moesgård står i det daglige for design og etablering af Moesgård Museums udstillinger og labs – f.eks. museets nye MoMu lab. Derudover hjælper udstillingstegnestuen museer og kulturinsitutioner i ind- og udland.
”Det afgørende for os, er at Moesgård står særligt stærkt med deres store viden og forståelse for integration af teknologi og oplevelsesdesign. Moesgård er vant til at tænke i indhold, form og teknologi, og samtidigt er deres fokus altid på, at gæstens oplevelse går op i en højere enhed," siger projektleder i IRIS, Lisbeth Mærkedahl.
Samarbejdet om indretningen af IRIS sker i et tæt parløb og med inddragelse af de input IRIS allerede har modtaget fra brugere, elever, lærere og medarbejdere.”Vi glæder os utrolig meget til at indgå i samarbejdet med IRIS. Sammenhængen mellem design, teknologi og formidling er vores kernekompetencer, og det er et utrolig ambitiøst projekt med mange fagligheder, der skal spille sammen på Dokk1. Det er en vigtig opgave at klæde de unge generationer på i forhold til at forholde sig kritisk til fremtidens medier,” siger leder af udstillingstegnestuen Ole Birch Nielsen.
I IRIS LAB vil der i de kommende år blive etableret seks produktionsstationer, hvor man blandt andet kan arbejde med virtuel filmproduktion, virtual reality, motion capture og augmented reality. I labbet kan man også udforske mediernes historiske udvikling i udstillingen IRIS Retro, og der vil også være mulighed for at arbejde med mere ”traditionel” medieproduktion som f.eks. podcast, dokumentarfilm og kort fiktion.
IRIS forventes færdigetableret i 2025 - fingers crossed!
IRIS elsker dialog
Selvom IRIS har teamet op med de seje ude på Moesgaard, så vil vi stadig mægtig gerne høre fra dig, hvis du har spørgsmål, kommentarer eller forslag til samarbejder i lille eller stor skala. Du kan som altid kontakte Lisbeth:
Lisbeth Mærkedahl: Projektleder for IRIS og bibliotekar på Hovedbiblioteket / Dokk1
I min optik er biblioteket fuld af muligheder – ift. ens drømme, kompetencer og mod. I IRIS sætter vi mange af disse muligheder i spil, og jeg er især optaget af, hvordan teknologien kan supplere og berige fortællingen.
Jeg er tilknyttet undervisningskoncepterne Fiskepigen, Klimaambassadør, nyhedsstudie og Deep Fake.
Kontakt: lma@aarhus.dk