Jern, beton, mudder og røg

For det er først og fremmest tunge, deprimerende sager. Som fornøjelse og til adspredelse vil jeg langt hellere læse forfattere, der skriver med blød, humoristisk humanisme. Grunden til, at min tidsofring alligevel er faldet på den italienske jøde i denne omgang, er, at jeg synes, at han måske er en af de vigtigste forfattere, jeg har læst. Og så er det vel trods alt også en slags yndlings, når jeg umiddelbart foretrækker at læse Levi frem for andet, hvis et yderligere kriterium er, at det skal handle om Anden Verdenskrig.

Igennem alle trinnene i folkeskolen, de tre år på gymnasiet og det ene evindelige program efter det andet på DR2 og DR K er Anden Verdenskrig blevet behandlet til bevidstløshed. Vi har været igennem samtlige landes oprørsgrupper, set dokumentarer om Hitlers personlige tog og hørt utallige historier fra overlevende soldater, mødre, brødre, japanere og jøder. Og det i en sådan grad, at man – jeg i hvert fald – på et ubestemmeligt tidspunkt nåede et mætningspunkt af en slags vedrørende de ting, som har med det kapitel i historien at gøre. Det er så gennemarbejdet et emne, at en fortælling om den tid skal have noget helt særligt, før det kan vedholde interessen for mig. Ellers falder jeg hen i en form for inertisk registrering med en vis selvfølgelighed af et eller andet hundredetusindstal på menneskeofre, eller at det var så og så koldt og brutalt, hvor øjnene efterhånden begynder at søge mod andre ting, og jeg tænker: ”Det er da indlysende... Videre!”.

Men Levi er anderledes på flere måder. Det er anden gang, jeg læser Hvis dette er et menneske, en lille bog på ca. 200 sider, og det sker ellers aldrig, at jeg genlæser en bog. Men der er en grundlæggende vigtighed i hans bøger (og særligt i netop den bog!), som gør, at jeg synes at måtte læse ham med jævne mellemrum.

Tæt på distancen

Som han indleder Hvis dette er et menneske med at skrive, så føjer bogen intet til det, vi allerede ved om koncentrationslejre. Og selvom det er en anelse ydmygt, så er det rigtigt, at hans fokus er et andet end almen, historisk faktuel oplysning. Det er vi, som antydet, i overflod allerede blevet oplyste om. I stedet skal hans skrifter forstås som et vidensbyrd til undersøgelse af den menneskelige race. Levi skriver billedligt på side ét, at det er en infektion i mennesket, der er skyld i dets evne til at bedrive ondskab. En infektion, der slet og ret kan oversættes til frygten for og – i smitsom forlængelse heraf – hadet til det fremmede. Dette kaldte Camus i en lignende allegori for ’mikroben’ i hans tematisk beslægtede roman Pesten. Den naturlige og hurtigt spredende mikrobe, som man med viljens gerning og magt må holde sig på afstand af. Men hvor alting forbliver abstrakt i Camus’ allegori, så stod alting klarere for mig i Levis reflekterede og usentimentale, retrospektive dagbogsrealisme, som folder sig ud over de efterfølgende tohundrede sider.

Levi søger således at fremsætte menneskets biologiske love i et nøgternt referat af livet i koncentrationslejren, en helt særlig eksistensform, der giver anledning hertil. Jeg forstår ham som en voldsomt dedikeret antropolog, der ved deltagerobservation registrerer menneskenes behandling af hinanden under - mildest talt - usædvanlige forhold. Og den distance afstedkommer helt legitim (ja, nærmest banal!) undren og forbløffelse, som fx da Levi må spørge sig selv efter at have betragtet nogle af soldaterne udføre tilsyneladende rutinemæssigt arbejde: ”Hvordan kan man slå på et menneske uden at være vred?”.

Netop pga. den nærmest rigidt-videnskabeligt formidlede fremdrift i bogens og historiens gang, så vil man efter 10 sider være overbevist om, at den store kontrast mellem de tørre bogstaver og de voldsomme, uhyrlige billeder og hændelser, som bogstaverne dækker over, må fremkalde en følelse af ubærlighed hos selv de mest hårdnakkede. Levi formår at være distanceret i sin konstaterende skrivemåde, men samtidig at komme helt tæt på læseren gennem den direkte genfortælling af, hvordan tingene forløb. Og dén kombination af distance og nærhed får livet i koncentrationslejren, sulten, soldaternes handlinger, sygdommene og de heri liggende utænkelige fysiske og psykiske udfordringer til at træde helt tydeligt frem i både et stort og et mindre perspektiv. Anden Verdenskrig er ikke det samme efter at have læst Levi.

Mad og drikke

Umenneskelighederne i koncentrationslejren slås an med en istap, som Levi, drevet af en desperat tørst, griber fat i gennem tremmerne ved sin ankomst til koncentrationslejren, men som han nægtes uden grund af en soldat. Sådan er det bare. Og umenneskelighederne begynder sit tilbagetog med en skive brød, en 23-årig, tyfuslidende franskmand foreslår, at alle skal afstå Levi og to andre, der har arbejdet for, at de resterende kunne få noget at spise. Når brødet brydes, er det det første forsøg på en retfærdig og selvopofrende handling blandt en gruppe af mennesker, der med de absurde omstændigheder ellers er blevet reducerede til det første biologiske princip: fouragering. Det slår Levi, at nu må lejren definitivt være død. På dette tidspunkt for brødbrydningen er Auschwitz forladt af tyskerne, og kun de sygeste koncentrationsfanger blev efterladt. Resten, som blev tvunget med på en march med tyskerne, omkom.

Til sidst begynder den lange rejse hjem for Levi. Til Rusland, Ungarn og ultimativt Torino, Italien. Men det er en anden historie, som han fortæller i Tøbruddet. Sidste gang Levi kommer omkring sine oplevelser i koncentrationslejren er i essaysamlingen De druknede og de frelste, som blev udgivet i 1986, året inden han døde. Men Hvis dette er et menneske kommer, som nævnt, paradoksalt nok både tættest på og længst væk og indeholder derfor den mest kontrastfulde, horisontudvidende læseoplevelse.